Med oplevelsen af at være blevet kørt over af et tog siddende i kroppen, ramte en venindes vise ord på messenger plet:
man bliver også det andre forventer… og derfor er det vigtigt at møde andre med gode forventninger og selv kun omgive sig med nogle, som fordi de forventer det ypperligste også fremelsker det…
Det er jo ikke fordi det er en nyhed for mig. Jeg har nogle få mennesker i mit liv, der i den grad ser det gode i mig, og for dem er jeg god og i deres selskab bliver jeg god – er jeg god.
Deværre er der andre, for hvem jeg er alt andet end god – og det smitter også.
Jeg var 15 og ny-konfirmeret, da jeg hørte det første gang – i form af min onkels visdomsord i min poesibog:
Livet er som en kloak, du får det ud af det, som du lægger i det
Skriv et svar