Er det mine hormoner, der spiller mig et puds, eller er de bare for sindsygt gode til at spille på de rigtige strenge, så ungerne morer sig og de voksne er tæt på at fælde en tåre, når far-hønen fortæller den lille kylling, at den altid er elsket og aldrig behøver at anstrenge sig for at bevise det….?
Hold da op, hvor jeg føler mig voksen og moden – efter at jeg har siddet med en tåre i øjenkrogen til en børnefilm!!!
Skriv et svar