Hvornår er man moden til forstad?
Cyklede rundt i Glostrup. Forsøgte at mærke byen. Notere mig vejen ind og ud og rundt.
Ville bare rigtig gerne kunne lide hvad jeg så, og blev da også begejstret for den lette adgang til natur, stilheden når man var væk fra hovedvej og motorveje – og ja, så langt ude var det måske ikke. Og vi har jo bil og det en del af vores venner også.
En kort tid tænkte jeg: “Kom så, lad os gøre det – lad os flytte herud, hvad holder dig tilbage?”
Men endte alligevel med at konkludere, at jeg stadig ikke var moden til forstad.
Jeg bliver 46 i dag – og hvis jeg ikke er moden nu, hvad er så chancerne for at jeg nogenside bliver det? Har den slags modenhed – eller rettere pararthed overhovedet noget med alder at gøre?
Jeg ved ikke hvad det er, eller fordi der som sådan er noget i vejen med Glostrup, men jeg kan bare mærke at jeg vil dø lidt indvendigt, hvis jeg skal leve mit liv i et ligegyldigt villakvarter, i en forstad mellem hoved- og motorvej.
Selvom jeg bor midt i byen, så bor jeg udsigt til himmel og uden naboer der snager i mit liv – jeg har alle de specielbutikker jeg kan kaste mit legeme ind i og gode venner tæt på. Jeg har min have 12 min fra min hoveddør og der finder jeg massevis af natur og luft, hvis det er det jeg vil have. Men det er ikke engang det som holder mig, selvom det naturligvis tæller på pludssiden.
Vi har også en 4. sal der skal klatres op til både med indkøb og vådt dykkergrej, en halv stue der fungerer som dykkergrejs- og sylteglasopbevaring og et kosteskab der falder fra hinanden på grund af syltetøjsoverbelastning. Og en bil som det nogen gange er svært at finde parkering til, men nem for narkomanerne at bryde ind i. Og et Halmtorv der tilhører en yngre generation der synes at musik og arrangementer gennem hele sommeren er fantastisk og ikke ser frem med gru på de to gange modeuge der ruller gennem bydelen.
Men selvom mit liv og mine ønsker ikke harmonerer min bolig, er jeg ikke klar til at kaste ham og flytte væk … og jeg tænken r på, om det nogensinde kommer til at ske, eller om vesterbroen har sat sig så grundigt fast under huden på mig, at jeg skal slæbes væk herfra når tiden kommer?
4 år fra 50 … men stadig ikke gammel nok til forstad….
Nu ved jeg ikke, hvad der lige har fået dig til at klassificere Glostrup som en forstad, selvom jeg godt ved, at det er den.
Den er meget, meget langt fra, hvad jeg forstår ved forstad. Forstad er mange ting. Prøv du at tage til Lyngby eller Gentofte for den sags skyld eller bare Søborg, og sagen er en helt anden! Forstad er altså ikke bare forstad. Hvordan jeg ved det? Tjah fordi jeg har boet i en hele mit liv – næsten da!
En gang.. for mange år siden. Skulle jeg interviewe en pige til vores danske nyhedsblad. Hun sagde: København – det er da blevet til en provinsby – som man kan overstå på om ikke et kvarter – så da en halv time..
Mit interview blev ikke ret godt for jeg forstod hende ikke.
Jeg troede også at jeg ikke kunne bo på landet efter så mange år i Paris og Pariserforstader..
Men jeg skal have natur – med mulighed for ballade i byen.
Jeg prøver at sige at alt er relativt og det komme an på hvem man er.
Hvis du ikke er klar til at flytte – så lad vær’ ;-)
Og tillykke med fødselsdagen forresten!
@ Deborah: nu er jeg ikke den eneste der betegner Glostrup som en forstand og jeg mener det på den pæneste mulige måde … uanset hvad så er det opland til kbh og der hvor vi kiggede på rækkehus, var det et villakvarter, og på ingen måde et sted med bebyggelse, butikker eller liv som i byen – på godt og ondt.
Men måske mest ondt … for tanken det er nok tanken om at bo et sted hvor alt er friseret og fint, der tænder mig af.
@ Kong Mor: København _er_ en provinsby … eller Vesterbro hvor jeg bor er i hvert fald – men på den fede måde, hvor du både møder naboerne i Superbrugsen og alligevel kan gå udenfor med fedthår uden at være bekymret for hvad nogen tænker.
Jeg tror måske at jeg bedre kunne klare det rigtig land, end et velfriseret villakvarter … på landet må man lave bål og det er dog det fedeste ved at have noget uderum
Og tak – for det er jo min fødselsdag i dag :-)
Du er ikke alene! Jeg har prøvet at gennemtænke det projekt op til flere gange. Helt fra mine unger var små…for børn skal jo på græs, tænker man.
Men helt ærligt, jeg kan heller ikke se charmen ved et parcelhuskvarter, der kunne ligge hvor som helst og ingen steder og i det hele taget hele konceptet Åh-vi- er-så-uforstyrrede-her-på-vores-villa-vej. Det er ikke det jeg ser og oplever. Så jeg forstår godt din tanke med: Enten helt ude på landet eller inde i byen.
PS. Som du måske ved, så bor jeg jo netop i det største provinshul midt inde i København. Vi holder øje med hinanden, gør vi – også på sladremåden. Men vi godtager samtidig, at man har ret til anonymiteten, når man står der med det lejlighedsvis fedtede hår osv.
Tak – altid godt at blive forstået … :-)
Jeg var glad for at være et barn i udkanten af et villakvarter – men jeg kan bare ikke rigtig se det i dag.