Jeg arbejder pt. hjemme i den by jeg kommer fra. På rådhuset. På væggen udenfor hvor mit kontor er, hænger der et billede som jeg var med til at lave, da jeg gik til porcelænsmaling på ungdomsskolen.

“Hampen 1984” står der med store bogstaver – og det hed ungdomsskolen, for gården som udstykkede jorden til skolen hed “Hampelandsgård” … og det var der ikke noget mærkeligt i.

30 år” sagde min søster. “Det har hængt på den væg i 30 år

Og det er jo ikke helt sandt, for det er jo kun 29.

Men et år fra eller til er ikke det der afgør det. Og sandheden er jo under alle omstændigheder den, at der er gået en tid svarende til et voksen og fornuftigt menneske, siden jeg gik på ungdomsskole.

Og det har på mange måder fået mig til at tænke over fornemmelsen for tid. For et menneske på 30 år er jo lang tid, men den tid der er gået siden jeg gik i ungdomsskole er jo gået lynhurtigt.

Men da jeg begyndte at regne på det, så begyndte det også at gå op for mig, at den uendelighed af tid, som jeg syntes at der var mellem mig og 2. Verdenskrig, da jeg voksede op – jo egentligt bare er et lige så tyndt flor, som tiden mellem mig og ungdomsskolen.

I 1975 hvor jeg var 9, var der gået praktisk taget lige så mange år siden krigen, som der i dag er gået mellem ophæng af vægmaleri fra Hampen og nu.

Og det er da nærmest ufatteligt – for der var jo 100 år mellem 1945 og 1975 … mon nogen har den samme fornemmelse omkring 1984?