Det er jo hele tiden oppe og vende: hvorfor har man en weblog, hvorfor læser man andres, hvad får man ud af det: at skrive, læse og kommentere.

Første gang jeg blev introduceret til begrebet og så en weblog var lige præcis den 3. juli 2003 og det var Joachims. Jeg blev fuldstændig blown away. Og jeg blev hooked og begyndte at følge med i forskellige weblogs – uden dog rigtig at kommentere.

Jeg fik mine favoritter og der er blogs jeg ikke gider læser mere end een gang.

Men selvom jeg har fulgt med i over et halvt år – har jeg aldrig selv postet specielt mange kommentarer. For mange steder har jeg oplevelsen af at kigge ind i en hemmelig klub, hvor man nok kan være med på en kigger, men ikke rigtig helt inviteres ind i varmen.

Måske er det bare mig, men jeg har svært ved at byde ind med en kommentar, hvis tonen på bloggens kommentarer er meget indforstået og kammersjuk-agtig og det er egentligt lidt synd, for efter min opfattelse er det i kommentarboksen at bloggen får liv og har sin forskellighed fra “dagbogen”.

Der har kørt alle de her 40 spørgsmål om dit og 40 spørgsmål om dat rundt og måske er jeg for gammel eller for doven eller for meget, det eneste jeg har lyst til at svare på er hvilke blogs jeg følger og hvorfor:

Jeg læser oschlag.dk fordi Joachim er en fantastisk skribent, med en hvas, sjov og satirisk pen og en skæv vinkel på virkeligheden.

/many er en ordgøgler af bedste beskub, jeg griner og nyder når hun folder sig ud og finder nye begreber eller revser samfundet eller øglerne.

Liselotte har det lækreste design og også hun kan noget med ord og mange af dem, jeg kan blive helt forpustet over hvor meget hun kan nå at poste i løbet af en dag og alt sammen virker gennemtænkt og flydende.

plok er sjov, specielt hans små samtaler har fået mange grin frem hos mig. Han har en underfundig iagtagelsesevne.

Når splejsen folder sig ud med sine drømmende fortællinger, hænger jeg på men det er også den weblog jeg har fået flest “hold kæft hvordan tør hun” oplevelser, for hun går klart tættere på sig selv end jeg ville turde gøre.

Da Magenta levede var jeg også på der. Det pigebarn tør klart en masse og er helt sin egen og jeg er på banen når hun kommer tilbage.

Eat my shorts går også tæt på sig selv og skriver lange smukke indlæg, der får tankerne i gang.

Dalager skrev en af de første kommentarer hos mig. Jeg gad ikke følge med da han skrev på engelsk – men nu følger jeg troligt med (flot nyt design)

..og jeg kunne blive ved, for mens jeg skriver dette er det gået op for mig, at jeg igennem dette halve år faktisk har læst en masse blogs og dannet mig en masse meninger om en masse mennesker, jeg på ingen måder kender.

Hovedkonklusionen er, at der hvor der leges med sproget, hvor man har noget på hjertet, og der reflekteres over tingene der vil jeg være at finde.

Men jeg kommer aldrig nogen sinde til at sidde og læse “dagbøger på nettet”, hvis det bare handler om at forfatteren oplister de ting, vedkommende har lavet i løbet af dagen.