Jeg har genfundet “Pigen uden ordforåd” på Facebook. Og når man er venner med hende (ham, den) bliver man beriget med nye tegninger på sin væg. Dagens tegning – som jeg har linket til herunder, illustrerer meget godt min morgen:
Hjemme hos os, har vi nemlig sammen (mis)opfattelse af begrebet hovedrengøring. Eller jeg ved faktisk hvad vi mener om det – for vi bruger ikke hovedrengøring. Eller almindelig rengøring for den sags skyld.
Vi lever i rodet som vi bedst kan – nogen bedre end andre.
Undtagen når vi skal have gæster – altså fremmede gæster. De almindelige gæster må finde sig i at spise med rod omkring tallerknerne (Hej Søren!) og hvad der nu måtte være af fnuller, kattehår og kattesand.
Men når der, som i aften, kommer rigtige fremmede gæster (nogle af min kærestes venner som jeg ikke kender) så dukker den forsømte husmor op fra dybden og panikker over hjemmet.
Så jeg brugte to af mine morgentimer til at fjerne det væreste møg fra de plane flader, flytte paller med toiletpapir, 10 kg’s kattemad og dåsevand fra stue til kontor/opbevarings/vaske/roderummet. Fjerne mængder af papir fra køkkenet, hvor de ellers ligger og modner på afsætningsbordet og gjorde endda toilettet rent, så lejligheden stank af eddike (sådan er det når man er økologisk).
Hjemmet så nogenlunde ordentligt ud da jeg gik* – men tilgengæld, så jeg ud som tanten i hovedet, for midt i oprydningen glemte jeg alt om make-up, hvilket jeg opdagede da jeg kiggede mig i spejlet på arbejdet, men man kan ikke nå det hele.
* mangler lige en gang støvsugning – specielt i sofaen hvor jeg fandt (et lille bitte stykke) kattelort og en ostepops – men hey, det er jo fedt når det siger *klunk* i støvsugeren…
Skriv et svar