En af mine venner, som har rundet de 60 og lidt mere, og kunne gå på pension, har valgt at lade være. Hun snakker om at hun kan lide sit jobog hun har ikke lyst til at stoppe.
Når jeg kigger på hende virker det ikke så skæmmende, det der med at vi nok kommer til at arbejde til langt op i livet. For hun er frisk og rørig – og snakker stadig om dates, livskvalitet og de gode ting i livet. Har stadig ideer og ønsker for fremtiden – og skal sandheden frem så tænker jeg aldrig på hendes alder og blev faktisk overrasket, da det gik op for mig at hun kunne gå på pension hvis hun ville.
Men vi snakkede om alderdom og om det som gør os gamle. Og hun fortalte om et foredrag hun havde været til, med en hjerneforsker. Han havde fortalt at det som gør os gamle, ikke er vores hjerne – men vores vaner.
Vores hjerne forfalder ikke i en grad så det i sig selv gør os gamle og vi kan sagtens blive ved med at lære nyt og udvikle os. Hvis vi gør det! Det der reelt er forskellen på om man virker og opfatter sig selv som gammel eller ej, er vores evne til at bryde mønstre og lave nye ting.
Gør vi hele tiden det samme, på den samme måde, den samme tid og i samme rækkefølge – så ælder vi os selv. Men gør vi tingene på forskellige og nye måder, er det i sig selv med til at holde os i gang, vores hjerne vågen og vores sind åbent – og så ældes vi ikke i samme grad.
Så det handler om at holde vores sanser åbne. Gå forskellige veje hjem fra arbejdet, spise mad vi ikke kender, læse andre slags bøger, møde nye mennesker – bryde vaner (eller få nye vaner).
Jeg kan huske at jeg på en rejse til Sri Lanka hørte et ældre dansk ægtepar idet de gik forbi mig havde denne ordveksling;
Han: “Nu håber jeg det snart er kaffetid”
Hun: “Ja, det gør jeg også, for jeg er godt nok kaffetørstig”
Og et eller andet sted er de jo indbegrebet af vanetænkning og fastholdelse – selvom man rejser over på den anden side af jorden, så drikker man kun kaffe til kaffetid.
Jeg håber, at jeg husker det her – også når jeg selv bliver ældre og det der med vanens magt og “sådan plejer vi” går i gang med at æde af min livslyst og iderigdom … og lige nu og her vil jeg eksperimentere med det på radiofronten.
For hvad er det der gør at radio er noget stationært, så når først kanalen er indstillet og bliver den sjældent skiftet – hvem ved om der findes stationer derude der i langt højere grad kan tilfredsstille mit øre?
Jeg vover i ihvertfald pelsen og vil i den kommende tid lave hjernegymnastik ved at lytte til forskellige radiokanaler og se om jeg derved kan vitalisere mig selv.
Uha, den er svær egentlig, for der er også noget trygt og godt ved traditioner. Og det kan jeg OGSÅ godt lide! Dog kan jeg også godt lide at prøve noget nyt engang imellem, og tror som du skriver, at det ér vigtigt at gøre tingene lidt anderledes også, og gøre noget andet og nyt.
Det med at blive gammel – jeg tænker ofte på det med at sidde helt fast i forhold til min far. Hvis man om nogen sidder faste i holdninger og forestillinger om, hvad “man kan” i en given alder og hvad “man bør” så er det ham. Men et sted holder han nu godt ved alligevel, på trods af alder og sygdom :-)
Men ja, hvem siger man ikke kan tage på småoplevelsesture, det være sig en ny slags literatur, musik, radio, mad etc. Lidt har også ret.
A Pro Pro.Vaner
Jeg går til gymnastik i ældresagen,hver mandag morgen og instruktøren den dag sagde “venstre om” gå.Vi plejer jo altid at gå højre om og det gav anledning til lidt ekstra sjov.Han kom også ind på at man engang imellem skulle gøre tingene på en anden måde.Der er en gammel talemåde der siger at man kan /skal tage skeen i den anden hånd.
@Deborah: Jeg ser ikke nødvendigvis forandring og traditioner som to modsatrettede forhold …. og hvem siger ikke at man kan tviste nogen af traditionerne lidt nogen gange?
Ordet “bør” burde være forbudt. Det smager så meget af “plejer” og “bliv ved din læst” og de to ting har jeg et virkeligt anstrengt forhold til … men sådan er der jo så meget.
@ Lise: ja, jeg kan forestille mig at det giver noget skævhed i geledderne når man “pludseligt” skifter retning fra instruktørens side – men netop det at han gjorde det, gjorde så også at I fik noget sjov ud af det :-D
Tit er det ikke så meget der skal til for at få os i af takt. Jeg kan huske under en yoga-time på mit gamle arbejde, hvor en deltager fra den sidste time kom ind for at lede efter noget.
Hårdt presset fortalte han at han ledte efter sine underbukser – og resten af den time var afbrudt af det ene fniseanfald efter det andet.