En af mine venner, som har rundet de 60 og lidt mere, og kunne gå på pension, har valgt at lade være. Hun snakker om at hun kan lide sit jobog hun har ikke lyst til at stoppe.

Når jeg kigger på hende virker det ikke så skæmmende, det der med at vi nok kommer til at arbejde til langt op i livet. For hun er frisk og rørig – og snakker stadig om dates, livskvalitet og de gode ting i livet. Har stadig ideer og ønsker for fremtiden – og skal sandheden frem så tænker jeg aldrig på hendes alder og blev faktisk overrasket, da det gik op for mig at hun kunne gå på pension hvis hun ville.

Men vi snakkede om alderdom og om det som gør os gamle. Og hun fortalte om et foredrag hun havde været til, med en hjerneforsker. Han havde fortalt at det som gør os gamle, ikke er vores hjerne – men vores vaner.

Vores hjerne forfalder ikke i en grad så det i sig selv gør os gamle og vi kan sagtens blive ved med at lære nyt og udvikle os. Hvis vi gør det! Det der reelt er forskellen på om man virker og opfatter sig selv som gammel eller ej, er vores evne til at bryde mønstre og lave nye ting.

Gør vi hele tiden det samme, på den samme måde, den samme tid og i samme rækkefølge – så ælder vi os selv. Men gør vi tingene på forskellige og nye måder, er det i sig selv med til at holde os i gang, vores hjerne vågen og vores sind åbent – og så ældes vi ikke i samme grad.

Så det handler om at holde vores sanser åbne. Gå forskellige veje hjem fra arbejdet, spise mad vi ikke kender, læse andre slags bøger, møde nye mennesker – bryde vaner (eller få nye vaner).

Jeg kan huske at jeg på en rejse til Sri Lanka hørte et ældre dansk ægtepar idet de gik forbi mig havde denne ordveksling;

Han: “Nu håber jeg det snart er kaffetid”

Hun: “Ja, det gør jeg også, for jeg er godt nok kaffetørstig”

Og et eller andet sted er de jo indbegrebet af vanetænkning og fastholdelse – selvom man rejser over på den anden side af jorden, så drikker man kun kaffe til kaffetid.

Jeg håber, at jeg husker det her – også når jeg selv bliver ældre og det der med vanens magt og “sådan plejer vi” går i gang med at æde af min livslyst og iderigdom … og lige nu og her vil jeg eksperimentere med det på radiofronten.

For hvad er det der gør at radio er noget stationært, så når først kanalen er indstillet og bliver den sjældent skiftet – hvem ved om der findes stationer derude der i langt højere grad kan tilfredsstille mit øre?

Jeg vover i ihvertfald pelsen og vil i den kommende tid lave hjernegymnastik ved at lytte til forskellige radiokanaler og se om jeg derved kan vitalisere mig selv.