Tingene går i et noget langsommere tempo, end hvad der egentligt behager mig. Jeg har virkelig svært ved at forstå, at det der svimmelhed er noget der findes i virkeligheden, og ikke bare noget vi leger.

Så når det går godt, gør jeg lidt for meget og *WHAM!!* bliver jeg sendt til tælling og må passere start unden at indkassere pengene.

I går havde jeg den frækhed at bruge et par timer i køkkenet, med noget restesylteri af de frugter jeg stadig havde i fryseren.

Og da jeg var færdig i køkkenet var jeg færdig. Helt færdig. Og måtte hen og hvile mig.

Jeps. Jeg er så officielt blevet sådan en som skal hvile sig.

Jeg havde et arrangement med en veninde om aften og som tiden nærmede sig havde jeg mere og mere lyst til at melde fra. Men da hun kun er i landet i 10 dage og jeg allerede havde meldt fra en gang, på grund af sygdom, fandt jeg de sidste kræfter inde bagest og med smagen af hovedpinepiller i munden, spændte jeg cykelhjelmen på og begav mig ud i byen.

Og jeg er glad for at jeg fik hilst på – selvom jeg ikke orkede så længe (og heller ikke så mange mennesker).

Men at gå igennnem byen klokken 22 om aften og føle det som det var længe over midnat, efter at jeg enda har været inde og hvile mig, er bestemt ikke noget der huer mig, og jeg håber ved gud, at min krop snart tager sig sammen og kommer videre.