Jeg husker stadig suset og gyset, da jeg postede mit første indlæg, jeg husker hvordan det var at blive nærmest draget ind i blogverden – og den ydmyghed jeg følte over, at blive budt velkommen i det her fællesskab.
I dag kan jeg kan godt mærke pinlighedens rødme over mine egne udgydelser, da jeg pludselig opdagede, at jeg var opdaget, eller da jeg kæmpede usynlighedens kamp.
Så jeg kan et langt stykke hen af vejen godt forstå, den der benovelse over pludselig være i centrum som sille oplever eller som Julie følte tidligere.
Jeg kan godt forstå det, for jeg har selv følt den der fra min navle, min verden går-følelse når man pludselig er i vælten og opdager, at det man skriver rent faktisk bliver læst.
Det sus og den rus man oplever, når der fra ens blog opstår en glødende debat og antallet af besøgene og kommentarer bare stiger og stiger (mens man belejligt glemmer hvor tit man selv har kastet sig ind i en debat uden egentligt at mene noget, eller hvor mange dårlige blogs, man selv smutter forbi dagligt eller semi-dagligt og dermed er med til at give høje besøgstal).
Hvad jeg til gengæld ikke forstår, er den totale frimodighed overfor bloggen som medium, som jeg synes, jeg har oplevet i den senere tid. Messenger-blogger kunne man fristes til at kalde trenden.
Folk der blogger frit fra leveren og tilsyneladende uden nogen form for selvcensur. Meget lig den dialog jeg selv har kørende i messenger. Hvor sexlivet drøftes i det ene vindue og man trasher en fælles veninde i det andet.
Jeg skal ikke være helligere end hellig – jeg har også skrevet min del af “sex-sælger indlæg”, fordi det er sjovt at flirte, også på en blog. (Og jeps – der er rent faktisk også et billede af mine bryster gemt et sted på denne blog) Og jeg har også trashet folk.
Men jeg har en dyb – muligvis overdreven – respekt for Internettet. Så meget, at jeg inden jeg startede med at blogge, bevidst overvejede hvor mine grænser skulle gå og hvem der skulle kunne finde frem til mig og på hvilken måde – herunder at jeg ikke ønskede at mine meninger skulle kunne googles tilbage i nakken på mig, via mit borgerlige navn.
Men måske er det i virkeligheden forskellen … det det med måden man begynder at blogge på.
Måske er det simpelthen blevet for nemt at blogge i dag, måske er det de færeste der gør sig de dybe overvejelser inden de kaster sig ud og afprøver dette virkelige fantastiske medium… og nu kommer det og tar’ dig…..
… eller måske – bare måske, er jeg blevet totalt tabt af dansen…?
Skriv et svar