Jeg har tidligere haft det med sommeren, som børn har det med iskager; JEG VIL HA’! JEG VIL HA’! JEG VIL HA! JEG VIL HA’!

Men et eller andet er sket og jeg har forelsket mig håbløst i det tidlige forår. Denne tid der er lige nu, når himlen er lysende blå, luften frisk og spændstig, træerne stadig står med knopper – der endnu ikke er bristet, men næsten.

Hvor man kan finde en krog og ti minutter med sol i ansigtet gør det ud for dagens solration, og det fylder mere end en hel dag på stranden i juli.

Der hvor man næsten er ved at sprænges efter at gå igang med at så og plante og rode i jorden, men ved med sig selv at man liige skal vente et øjeblik, da det ellers bare går galt – fordi vejret stadig kan skifte på et splitsekund.

Jeg nyder forventningens glæde, mens man stadig lever i troen på at det kan blive en god sommer ™, endnu med håbet intakt.

Det er fantastisk – og måske skal man opnå en vis alder før man har ro nok til at forelske sig i det tidlige forår?

Det er lidt det samme, som når jeg står i omklædningsrummet og hører eller kigger på de helt unge piger. Dem der stadig er slut teenager eller i starten af tyverne. Dem der står lige på spring mellem ungdom og voksenhed og bruger lige dele “min mor siger” og “min nye lejlighed” og undres over priser på toiletpapir og morens manglende evne til at forstå.

Jeg synes at de er fantastiske. De er smukke uanset hvordan de ser ud, med deres huds spændstighed og klarhed i øjnene og de fleste af dem, er slet ikke klar over at det betyder noget, og kan ikke se det, men kun alle små usynlige fejlpletter.

Som det spænde tidlige forår, har de alle muligheder for sig og endnu ingen knuste drømme – alt er muligt og det kan stadig blive en god sommer ™