Der er noget forygende når en samtalesituation ender i uveksling af infortræffeligheder.

Det er rart at ende der, i sofaen, med dynen over fødderne og rødvin i kroppen, med den bekræftende oplevelse af, at man ikke er den eneste, der gør livet besværligt for sig selv, fordi man ikke orker, eller kan overskue at gøre det man tror, at alle andre normale voksne mennesker gør.