når den største jubel: “jamendog, jamendog – solen skinner og det er ikke længere vinter” har lagt sig, så kommer den snigende, den mest ambivalente følelse af dem alle: forårsblues’en. Du ved du burde være glad og fornøjet, lufte ud, stille dig en krog og nyde solen i ansigtet og lytte til fuglene – men i stedet blir’ du tvær og muggen og har mest af alt lyst til at lukke dig inde i et mørkt rum og sove indtil det blir’ vinter igen – og forårsblomsterne, dem ved du godt hvor du har lyst til at stikke hen og det er _ikke_ i nogen vase…!
… men jeg ved så også at det går over igen, på et tidspunkt – har jeg hørt…
Skriv et svar