Så længe jeg kan huske, har nytåret haft en snært af noget nærmest traumatisk, en efterklang af bristede forventninger blandet med glimmer og krudtslam.

Jeg tror jeg har prøvet det meste. Fra de store gallafester med lange kjoler og opsat hår, champagne der sprudlede om kamp med glimmer og falske smil, over hyggemiddage med venner og efterfølgende fællessovning i dobbeltseng, (det var 80’erne og menuen var ostefondue, så er en fælleslur tiltrængt), til det år hvor jeg sad alene, i kapitulation over ikke at finde den fest jeg gad og de mennesker der gad mig.

Uanset hvilket tema og hvilke mennesker jeg har omgivet mig med, så har festen for mit vedkommende altid haft en bismag. En bismag af drømme der ikke blev udlevet, af ting der ikke blev som forventet, af at endnu et år er gået og at den tid ikke kommer tilbage. Af sørgmodighed.

Dette år er ingen undtagelse.

Tiden mellem jul og nytår bruges til oprydning og refleksion. Over de ting der blev og de ting der ikke blev. Over mit liv der har vendt og drejet sig og er helt uigenkendeligt i forhold til sidste år ved denne tid. Om de glæder det har bragt med sig. Og de bekymringer det også har ført med sig.

Men når vi når til nytårsaften, kan jeg med ro i sindet sige til mig selv, at jeg fik lige præcis det jeg ønskede mig og at jeg ved at denne aften bliver helt speciel, fordi jeg har helt den rette at kysse på, når klokken slår tolv.