Jeg løb ind i en af mine venner da jeg var ude og løbe her tidligere på aften. Rettelse: jeg undlod med nød og næppe at løbe ind i en af mine helt klart tidligere venner.

Vi læste sammen. Hang ud, drak kaffe og øl og røg smøger sammen. Vi diskuterende og nogen gange var vi enige. Vi så på mænd sammen. Og gik til dans. Vi lavede fine middage for hinanden. Tre retter mad og menukort. Vi introducerede vores venner for hinanden. Han mødte min familie. Jeg tror jeg var den han lod komme tættest på sig. Det var mig han kom til, da hans verden brast sammen – og det hele kom ramlende ned. Hårdt!

Jeg var glad for at kunne være der for ham – for han betød meget for mig. Det var svært for mig, da han besluttede sig for at forlade Danmark. Jeg forstod hans bevæggrunde, men måske ikke hans valg, da han besluttede at tage en pause fra det hele. Rejste væk.

Jeg var utroligt glad da han kom tilbage et halvt års tid senere. Regnede med at vi ville fortsætte derfra. Og *puf* forsvandt han.

Ud af mit liv. Ud af alles liv.

Ingen grund. Ingen forklaring. Ingen afsenderadresse.

Jeg har set ham en masse gange siden. Ud af øjenkrogen, i skyggen, på afstand. Men hver gang jeg kom tæt på, var det alligevel ikke ham. Jeg har søgt ham i telefonbogen og på nettet. Men væk var han. Ingen af os kunne længere finde ham.

Lige indtil i aften hvor jeg pludselig stod face til face med ham. Jeg tror det er ved at være 3 måske 4 år siden, så jeg gik helt tæt på før jeg sagde “hej”. Der var klar overraskelse at spore hos ham. Men han sagde mit navn.

Og så løb han videre.

På trods af min målløshed og afmagt nåede jeg at råbe “Hey, stopper du ikke engang og snakker” til hans ryg, mens han løb videre.

Måske er jeg ikke det mest fintfølende menneske på jorden – men jeg er ret sikker på at han ikke gad snakke.

Eller også var det varmen….

P.S.
Men nu ved jeg at han lever, hvor og hvornår han løber – og så tackler jeg ham bare næste gang. Og får spurgt hvordan det går …. eller noget!

P.P.S.
Var der nogen der sagde aggressiv manipulerende – hva’?