Jeg har altid været en sovetryne, først var det min mors problem og senere blev det naboerne, specielt om sommeren hvor åbne vinduer og to vækkeure der ringede med forskellige intervaller og i hver sin rytme, ikke var en acceptabel sammenblanding.

Jeg havde min helt egen rytme, med radioen der startede med musikken, efterfulgt af det “rigtige” vækkeur, der selvfølgelig var sat på snooze og snoozede derud af i noget nær en time.

Og jeg kom næsten altid sent op.

Hvad kan jeg sige – jeg er en b-and.

Men så flyttede der et A-menneske ind i huset og pludselig havde jeg en helt anden form for vækning. Lige så stille blev radioen sat på silence og senere flyttet ud af soveværelset. Vækkeuret tabte pulsen og nye batterier blev ikke sat i og en dag var også den væk.

Hvis jeg engang imellem havde et meget tidligt møde, et fly jeg skulle nå eller andre vigtige aftaler som jeg var usikre på om det menneskelige vækkeur, der sover ved min side kan klare, så har jeg brugt mobilen som back-up.

Så det var en stor udfordring i går, da manden var veget fra min side, alle vækkeurene forsvundne og mobilen glemt inde på arbejdet, hvor den var blevet lagt til opladning.

Heldigvis kan tdc stadig noget med vækning og kl. 07.00 ringede min stationære telefon og fortalte mig at det var tid til at stå op.

Men det var slet ikke nødvendigt.

For det viste sig samtidigt at den halve ledige seng var en udmærket legeplads for en morgenvågen kat. En kat som mente at det var da en sjov leg at bruge tiden mellem kl. 6 og 7 på at fange imaginære mus, der tilsyneladende gemte sig under dynen, på mit lår.

Det er pænt trættende at blive vækket af en katte klør-fem i låret i en time.
For jeg har jo ikke glemt min snooze teknik, så mellem hvert angreb lykkedes det mig at falde i søvn – for så igen at vågne med en ed rettet mod det blåøjede bæst med søm i vanterne!