Ligesom hos rigtig mange andre personer siger det i disse dage *klik-klik* for hvert skridt jeg tager.

Kampagnen Tæl dine skridt blev skudt igang sidste mandag og indtil videre har de 17.379 tilmeldte gået 1008 mio skridt. Målet er at hver deltager går mindst 10.000 skridt om dagen.

10.000 skridt om dagen *pøh* tænker nogen måske. Men 10.000 skridt er jævnt mange. Selvom de siger det “blot” svarer til de 30 minutter, man mindst bør røre sig om dagen.

Selv er jeg kun med på sidelinien – jeg var nemlig ikke på arbejde den dag, man skulle melde sig til, så mine skridt er kun talt op i min egen lille lommebog.

Men det er alligevel interessant at følge med i. Interessant at se hvor meget – eller lidt – man bevæger på sådan en helt almindelig hverdag. Og det sætter fokus på begrebet hverdags motion. For mængden af skridt, svinger meget hos mig. På de mødetunge dage bliver der ikke gået mange skridt – kun omkring 4-6.000 skridt og alligevel er jeg kvæstet når jeg kommer hjem.

Jeg tør næsten ikke nævne min lørdag, hvor jeg sandt at sige, kun havde ét hovedformål med dagen: at sove og slappe af. Og det gjorde jeg. Jeg nåede ikke engang op over 3000 skridt fordelt over hele dagen. (Meen jeg har nu også en lumsk mistanke om, at jeg kom til at resette i løbet af dagen….så sløv kan jeg da seriøst ikke have været).

Og så lige som det hele ser så dårligt ud – og jeg tænker, det her går virkeligt ikke, så har jeg en dag som i dag. Travl dag på kontoret, gik lidt på vej hjem fra arbejdet og gik en aftentur her for lidt side – og vupti: næsten 19.000 skridt…. Så mon ikke jeg, når alt kommer til alt, får min daglige motion i hverdagen. Der er jo også trapperne til 4. sal og 2×30 minutters daglig cykeltur til/fra arbejdet …. og zzzzzz