Jeg bryder mig ikke om test. Eller om at blive testet.

Da jeg så tog min coachuddannelse og forstod, der fandtes andre som mig og en hel livsanskuelse eller filosofi, som den systemiske tankegang, der ikke går ud fra at folk er – men er i systemet og forandrer sig afhængigt at relationerne, gav det bare så meget mening for mig.

Det gav mig en forståelse for hvordan man ved at ændre på relationen kan ændre på samværet – og også hvorfor jeg reagerer som jeg gør i nogle relationer og helt anderledes i andre.

Derfor bryder jeg mig endnu mindre om at blive testet idag.

Eller …

Det kommer an på sammenhængen.

Og den sidste var den værste.

At sidde overfor to personer, der blev ved med at gentage: “jammen det er bare et dialogværktøj – det er ikke sådan at vi siger at du er sådan” – hvorefter man bliver spurgt om hvordan det kan være at der er uoverensstemmelse mellem to udsagn, eller hvordan jeg vil forholde mig til at testen siger, at jeg er initiativløs.

At sige at man synes at testen er latterlig, at de bør kigge på mit liv og mine resultater, at testen lægger fokus på  ting jeg ikke anser for at være relevante hverken generelt eller i forhold til den konkrete opgave (og i delelementer er en intelligenstest, ikke en personlighedstest?!) er ikke det man skal sige.

Kunne man måske have sagt sig selv.

Og det ved jeg nu.

Men jeg tænker nu ved mig selv, at det der med at bruge regnemaskine når man er talblind, viser da pænt meget initiativ, eller hur?