Efter at jeg er kommet tilbage til Danmark, er det som op at jeg er vågnet op, og kan se hvor meget vi hver i sær går rundt i tilværelsen med lukkede øjne.
Når jeg bevæger mig ude i verden, er det som om at vi der går rundt derude, ikke ser ikke hinanden eller ikke anderkender, at der er folk omkring os … nogen gange føler jeg mig som den eneste levende blandt en flok zombier.
Ingen øjenkontakt, ingen hilsen når man holder en dør for en anden, ingen undskyldning når man støder ind i hinanden.
Jeg kan ikke finde ud af om det er kulden, folk der bare har glemt at forholde sig til andre – eller om det er modreaktionen, efter et år hvor jeg konstant er blevet set og det derfor er som om at jeg nu er usynlig?
Måske en kombination af det hele – men der er ingen tvivl om at jeg ser folk mere end jeg gjorde før – og at den måde jeg taler til andre omkring mig ude i den offentlige verden giver genklang på en anden måde.
Ind i mellem føler jeg mig som en lille gul korkprop på et grumset gråt hav.
Skriv et svar