…eller i det her tilfælde en finger sat ud af spillet.
Det er forunderligt hvor stor en forskel en enkelt finger kan gøre. Man regner ikke med at en pegefinger, der jo procentmæssigt udgør uendeligt lidt af den samlede kropsmængde, kan have så stor en indflydelse på den daglige gøren og laden. Men det kan den. Jeg kan stadig pege – men det er stort set også det eneste den finger kan bruges til indtil videre.
På forespørgsel om hvor længe det vil blive ved med at gøre ondt, svarede lægen “Så længe kroppen har behov for at fortælle at du skal passe på fingeren”. “Latterlige krop” – tænkte jeg “som om jeg ikke kan finde ud af at passe på med mindre det gør ondt”. Hvorefter jeg trak en handske på hånden og straks derefter bangede fingeren ind i døren – fordi jeg ikke længere kunne se den store hvide bandage.
Min finger fortalte mig derefter at det var en uhensigtsmæssig handling – og at jeg skulle lade være med at gøre det fremover……..
Det er en meget klog finger, du har der!
Er bare lidt nysgerrig – hvor skarpe kanter har din stuk, siden du kan kreere sådan et blodbad og skal gå med forbinding?
og Ole – det kan godt være min finger er klog nu … men det havde nok været klogere om den havde været klogere lidt før og var kommet _af_ vejen istedet for _i_ vejen og det er jo alt i alt ret dumt…
Det var ikke stukken den gjorde det – det var en kombination af utålmodighed, genstridigt loftsvæv (glasvæv – filt – eller hvad det nu hedder) og en hobby-kniv udsat for min fulde kropsvægt.
Picture this:
Jeg står på stigen, er næsten færdig – det sidst skal væk og det kan ikke gå hurtigt nok. Omkring stukken er sat væv/filt – og det sidder fast. Rigtig godt fast, Alt vægt lægges på den hånd der holder hobbykniven. *Snit* siger det … og på en eller anden måde jeg stadig ikke fatter (vendte kniven omvendt? var den skarp på oversiden?) fik jeg snittet spidsen af fingeren af….