Har det været en god dag?

Ja, det har været en fantastisk dag,

  • hvor jeg lagde fundamentet for en anderledes tankebane hos et andet menneske,
  • for bagefter med flyvende fander og jordbærkage, at redde dagen for en hel gruppe mennesker
  • _og_ nåede at komme til mødet til tiden og holde et fængende oplæg.
  • Det har været en dag hvor jeg har været manges inspiration og hvor jeg høstede roser nok til et rosenbed.

Har det været en god dag?

Nej det har været en rædselsfuld dag;

  • hvor jeg for anden dag i træk vågnede klokken 5, med et *gisp* og tankemylder over alt det jeg skulle nå, og det jeg var ved at huske at glemme
  • Hvor begge mine hænder summende fordi jeg havde ligget og knyttet dem hele natten
  • Med begyndende hovedpine om morgen og øjne der klokken tre hang nede på mine kinder
  • En dag hvor jeg kun i den første halvdel af dagen var i stand til at tænke to sammenhængende tanker.

Men mest af alt har det været en lærig dag.

For det var dagen hvor jeg tog min bedrageriske krops signaler alvorligt. Lyttede til de signaler jeg lige så stille og roligt har bygget op over den sidste uges tid. Og reagerede på dem.

For det er ikke nok at man har en arbejdsplads der kan rumme en, når man ikke selv sørger for at fylde rumligheden ud.

Efter at jeg fik en aftale med min chef om mine fleksible arbejdstider, gik jeg amok i arbejde. Ikke med at jeg arbejde herhjemme (det gjorde jeg faktisk kun lidt) – men jeg knoklede på, på arbejdet og kom senere og senere hjem.

Jeg havde sagt ja til alt for mange opgaver og når ens dag er fyldt op med møder fra noget der lignede 8 til 17, så er der ikke meget rum til at processe udkommet fra møderne, forbedrede sig til det næste eller bare den (offentlig forvaltning) bøvledejournalisering.

Når man så tillige fylder op i sin fritid med kostomlægning, træning, haveplanlægning, dykning og alle de andre ting der ligger og venter lige om hjørnet, så skal det næsten gå galt.

For 8 dage siden skrev jeg at det gik godt. Og det gjorde det. Og det gør det for den sags skyld også nu. Det er jo det forbandede af det hele: jeg er ved at drukne i fantastiske spændende ting, som jeg elsker at lave – både på mit arbejde og mit privatliv.

Men jeg har sagt JA til for meget og nu skal jeg til at lukke ned … men jeg er i gang.

Men damn, hvor har jeg svært ved at sige NEJ til ting jeg gerne vil.

Men endnu en stresssygemelding har jeg ikke lyst til at sige ja til, og så er jeg så åbenbart nødt til at få sagt nej her og der.

Men allerførst skal jeg lige have en lur … for det har været en lang dag.

Dagen i dag.