Da jeg var i 20’erne var jeg modig. Min veninde og jeg kørte gennem Europa på motorcykel, sov langs med vejen. Den rejse gav mig blod på tanden, så senere sagde jeg mit job op og pakkede motorcyklen og kørte mod Spanien og et usikkert og 100% provisionlønnet job.

Da jeg 3 1/2 år senere kom tilbage startede jeg et universitets studium op – og smed den no-good kæreste på porten, som jeg ellers havde med mig hjem.

Og som jeg husker de ting, var det panden frem og skuldrene op og lige ud. 

Jeg opfattede aldrig mig selv som modig eller særlig. Eller heldig eller dygtig. Og jeg planlagde ikke.

Hvis der er en ting, der er karakteristisk for mit liv, så er det mangel på planlægning. 

Og det i kombination med at turde sige ja til de ting, livet har budt mig, har bragt mig mange forskellige steder hen.

Og lige nu står jeg på tærsklen til nye oplevelser og en drejning i mit liv, hvis jeg tør sige ja. Og jeg spørger mig selv, hvornår var det at jeg blev sådan en bangebuks? 

Jeg kan ikke huske hvem det var der spurgte mig, men jeg ved at jeg engang blev spurgt; “når du gør ting i livet, går det mest godt eller dårligt?” Og jeg svarede sandfærdigt, at det mest gik godt – og fik så opfølgningsspørgmålet “Hvis det mest går godt, hvorfor skulle det så ikke gå godt denne gang?”

Hvis jeg kan overvinde min irrationelle angst for at flytte ned i jordhøjde kan det være at jeg skifter min udsigt ud i en ikke al for fjern fremtid.