Nogen gange leder ens fødder én den rigtige vej og en tur i forårssolen med en ven, viste sig at føre mig forbi det hvide lærred og filmen Drømmen.

Selvom jeg er omkring en halv generation efter dem, der er portrættere i filmen, er der er allligevel genkendelige elementer. Vi blev ikke slået i vores skole, men der var tvivl og forvirring om roller og der var et miskmask af nye og gamle ideer.

Jeg gik i skole mellem Hr. Olsen og Annemette. Mellem de lærer der var af den gamle skole, og var herrer og fruer og dem, der lige var kommet ud af seminaret og var ever so på fornavn med alle. Jeg tror nu at begge grupper var forvirret om hvad de skulle være, og hvordan de skulle agere. Jeg ved at vi var.

Jeg skiftede skole mellem første og anden. Det vil sige, hele klassen gjorde. Vi flyttede væk fra byens store 6 sporet folkeskole, til en lille skole der voksede med os. Da vi startede var der 6 klasser: 2 første, 2 anden og 2 tredje. Og lige som skolen var ny og moderne, bygget i ét plan og med fællesarealer hvor man kunne løbe rundt og skrige (- eller som i mit tilfælde, få smadret sine briller i en uendelighed), så var der også en god gedigen tilgang af af nye lærer.

Jeg kan huske at vi sad der, små poder – vi kan ikke have været ret gamle og vi fattede ikke en pind da Arne kom ind i klassen. Den første lærer der præsenterede sig med sit fornavn og havde denne fulde introduktion: “Hej jeg hedder Arne. Min kæreste og jeg er krydsforsikrede!” Og så gik Arne ellers i gang med at fortælle om krydsforsikringer og hvordan det var nødvendigt, når man ikke var gift.

Jeg blev aldrig god til hverken at stave, holde rede på min grammatik eller regne i hovedet. Det er på grund af sådan nogen som mig, man opfandt lommeregnere og stavekontrol – men jeg kan til den dag huske grundideen bag krydsforsikring og jeg fik glæden ved at læse og bare skrive derudaf….