Jeg har aftalt med min chef, at jeg kommer ind og snakker med ham i morgen. Om hvordan min tilbagegang til arbejdslivet skal forme sig.

Psykologen siger jeg ikke er klar, men jeg er nødt til at mærke på min krop, hvordan jeg reagerer på at skulle tage ind på min arbejdsplads – og så også gøre det i virkeligheden. Før jeg selv kan sige om jeg er klar eller ej.

Men jeg kan mærke, at tankerne om arbejde, springer boblen omkring min lille uvirkeligheds verden. Den verden jeg har gået rundt i, i de sidste to uger.

Den verden hvor de helt basale ting har talt højest: sørge for mad, få søvn nok, se nogle dejlige mennesker, hjælpe min familie, lave noget kreativt, være sammen med min kæreste, kæle med mine katte, meditere og få ro på.

Jeg har nydt at være i min lille uvirkeligheds verden. Nydt at lade være med at forholde mig til arbejdet og de “hvad nu hvis” der er knyttet til arbejdet.

Jeg har nydt at lave forskellige ting med mine hænder og kan sagtens se noget terapeutisk ved at sidde og strikke.

Og der er ingen tvivl om, at hvis der var frit valg på alle hylder, så blev 2011 det år hvor jeg lavede ingenting.

Et helt år hvor jeg frit kunne vælge hvornår jeg stod op og hvornår jeg gik i seng, baseret på behov og ikke pligter, Et år hvor jeg ikke havde indflydelse på andre mennesker liv, hvor jeg ikke skulle rådgive nogen til at træffe svære beslutninger. Et år uden forhandlinger, taktik og skjulte dagsordner. Uden fælleskontorer, hæve-sænkeborde, dage foran computeren og en lind strøm af telefonopkald og mails. Et år uden nye informationer der skal bearbejdes, formidles, kommunikeres ud og undervises i.

Et år uden ansvar.

Ikke andet ansvar end overfor mig selv.

Måske hun har ret – hende psykologen – er man klar til arbejde, når det eneste man ønsker sig til jul, er et år uden arbejde?