Når man arbejder i det offentlige, plejer man at være noget nær knæfaldende taknemmelig når man tilfaldes noget teknik. Der ruttes ikke med pengene og ting som kontorstole og størrelsen på computerskærme kan afsløre status og rang, ligesom elektronisk dims kræver en vis opstigning i graderne – uagtet evner og behov.

Det betød at jeg i de mange år jeg tilbragte på min tidligere arbejdsplads brugte en god del tid med en elektronisk kalender på PC’en og en manuel overførsel til papir og vice versa. Med en hverdag med rigtig mange møder og et behov for en opdateret kalender, kan der bruges pænt mange timer på det.

Jeg sad pænt hvert eneste år til MUS (medarbejderudviklingssamtaler) og talte for min syge moster om behov og ønsker – men lige lidt hjalp det, for det var kun direktøren og tre kontorchefer der kunne få den eftertragtede Palm. Og jeg var jo nok hverken direktør eller kontorchef (selvom jeg havde større it-kendskab end 3/4 af dem og nok også havde et større behov for at kunne synkronisere kalender end flere af dem).

Derfor var det med fryd, at jeg på mit nuværende job fik mig en Palm allerede i den første uge. Det var godtnok underdirektørens aflagte – og det var en gammel model – men den virkede og den lille var glad og frydefuld.

I en times tid eller to.

Så gik det op for mig, at den var virkelig gammel og knapt så god i brug.

Og at jeg på mit nye arbejde også opererede med hierarkiet fremfor behovet.

Først da jeg her for nyeligt fik smadret min gamle grønsorte Palm – ved et mislykket flugtforsøg fra cykelkurv mod brosten – lykkedes det mig at hive en ny dims ud af det kommunale system.

En Qtek S200 der var blevet efterladt fra en afgående kollega.

Med farver, telefon og kamera.

Men desværre – har det vist sig – med en mindre defekt. Det er fint nok at man kan sætte aftaler ind på den og på PC’en – problemet opstår så bare når aftalerne skal synkroniseres. Hvor mine nye ven vælger at sætte aftalerne enten en time tidligere eller senere end beregnet – og heldagsarrangementerne på andre dage.

Jeg undrede mig godt nok over at jeg havde placeret et møde kl. 8.30 i morges. Og så lige oven på overgangen til sommertid. Men jeg troppede troligt op, for at finde ud af at jeg var den eneste der var mødt op, at der stod 9.30 i kalenderen på den stationære og jeg kunne have taget en ekstra time under dynerne.

Og nej – det har (vistnok) ikke noget med sommertid at gøre – idet min påske siden jeg fik dimsedutten har været placeret med forskydning, sådan at jeg skal fejre skærtorsdag om fredagen og langfredag om lørdagen.

Det eneste jeg egentligt ønsker mig, er at jeg kan benytte min elektoniske kalender optimalt og ikke efterfølgende skal sidde og rette aftaler til enten manuelt eller på papir… men det ser ud til at det stadig er et uopfyldt ønske…