Tilbage i 90’erne, da jeg stadig var en uerfaren studerende og uvant med internettet, troede jeg at jeg var ansvarlig for en mørklægning af København.

Jeg var igang med at planlægge et studieophold i udlandet og var i den forbindelse på besøg i Fiolstræde på Det Internationale Kontor. Det må have være omkring 95-96 og internettet var stadig ikke hvermands eje. Hvis det ikke var den første gang jeg var på nettet, må det have været en af de første gange. Jeg tastede adressen på et universitet i New Zealand ind og trykkede “Enter”.

Og i lige præcis samme sekund blev rummet mørkt.

Jeg var sikker på at det var min skyld. At det var mig der havde lavet et eller andet, der da jeg trykkede på knappen.

Alt strøm var gået i rummet, og i bygningen … og da jeg kom ud var der heller ingen strøm på Rådhuspladsen eller rundt om pladsen. Først da jeg kom op til Værnedamsvej og så at der var lys på Frederiksberg siden, og buldermørke på københavnersiden, begyndte det så småt at dæmre for mig, at det nok ikke var mig, der var ansvarlig for mørklæggelsen af byen.

Ulempen ved at blive færdig med at studere om komme ud i den virkelige verden, er at man ind imellem bliver ansvarlig for ting, handlinger og situationer – uanset om man så er det eller ej.