Min stedfar havde 4 børn.

En søn fra første ægteskab og 3 døtre med hans næste hustru.

Vi kendte alle til den der søn.

Han var flyttet væk og ud af Danmark, med sin mor da han var 1 år. Og udover et enkelt besøg i DK, da han var omkring 15 år, havde hverken min stedfar eller søskende haft kontakt med ham.

Jeg ved min mor og stedfar havde haft en advokat til at lede efter ham i 80’erne. Som jurist var jeg en del involveret i deres testamenteskrivning og hvem der skulle arve og hvordan. Og eftersøgningen var et led i det.

Da min stedfar endte med at blive den længstlevende af de to, skulle den forsvundne søn jo findes, og hurtig, for at vi kunne behandle boet, ved hans død.

Og landet og snart hele verden lukkede ned pga corona. Og virkeligheden er ikke som i tv-programmet “Forsvundne arvinger”.

Rigsarkivet var overhovedet ikke til hjælp. Og skifteretten var benhård: I har 14 dage til at finde alle arvingerne og underskrive en erklæring om privat skifte, ellers bliver der sat en offentlig bobestyrer på sagen.

Og det er så her at verdenen har forandret sig siden 80’erne. For det som min mors og stedfars advokat ikke kunne finde ud dengang, løste Facebook.

Via deling af et opslag på dansk fra min stedsøsters account blev han fundet i USA indenfor omkring 4 timer – også selvom det eneste vi havde var et meget almindeligt dansk for- og efternavn, fødselsdag og år, hans mors navn og at han enten befandt sig i USA eller Canada. Samt et foto af ham som 15 år i Tivoli, som vi havde fundet i gemmerne.

Og da alting vedr. boet, hussalg og oprydning unt alles var færdig, lavede jeg en pakke der skulle sendes til USA …men endte i mit skab. Nu ryger den til hans ene søster … som må afgøre den videre skæbne.