I går skulle min vinterfantasi om en sommerdrøm virkeliggøres. Men ak, et er fantasi et andet virkelighed. Vesterbros lille åndehul Copencabana er ikke længere.

Baren er revet ned og ligger som henslængte brædder, broen er trukket op, sandet er mere eller mindre forsvundet, ukrudtet vokser vildt og rester af det farvestrålende stakit er blevet brugt som trædebrædder.

Selve badebroen er blevet sat ud ved Fisketorvet uden for McDonalds.

Nu er det ikke sådan, at jeg ikke kan unde de handlede ved Fisketorvet, at de kan slutte en træls indkøbstur af med en dukkert i havnen.

Men hvad med vesterbros unger? De unger der i forvejen ikke har de største muligheder for et udeliv og allerede har mistet Bavnehøjbadet.

Og hvad med de andre vesterbroer – folk som mig der henlagde en god del af min sommerliv på den lille oase. Som tog bikinien og et tæppe med på arbejde for at smutte derned på hjemvejen. Som brugte det som en udvidelse af dagligstuen og stort set altid mødte venner eller familie når jeg var dernede. Det var mit sommer hang-out.

Lige nu ligger det øde. For enden af vejen mødes nogle af rødderne. De er gamle nok til at have biler, og de ræser ud af vejen, for at stoppe – hænge, ryge smøger og spise jordbær. Og resten af stedet er øde, der står kraner og er sat skilte op – nu skal der bygges ejerlejligheder. For det er det der er brug for. Der er ikke rigtig brug for små oaser hvor folk kan hænge ud og for en stund opleve hvad bylivet også kan være.