En af de ting jeg pusler med, er noget ulønnet aktivering hos privat arbejdsgiver. Det vil give mig en mulighed for at prøve kræfter med en ide jeg har, inden jeg fuldstændigt smider fortøjningerne og kaster mig ud i det store selvstændighedens hav.

I kan altid få arrangeret ulønnet virksomhedspraktik – lige så mange og lige så tit som I vil” sagde min a-kasse. Og følger op med: “I skal skabe jeres eget job, og husk, I skal ikke søge stillinger, I skal sælge kompetencer“. Så det har jeg gjort og jeg har en mulighed liggende for mine fødder – skal bare lige bukke mig ned og samle den op.

Så jeg gik ned til min a-kasse, for at få arrangeret papirene til det der ulønnet virksomhedspraktik. “Jammen det kan vi ikke hjælpe dig med“, sagde de. “Du skal ind til Jobcenteret. Det ligger her ved siden af“.

Så jeg gik ind ved siden af og mødte en flok af låste døre – og tænkte ved mig selv, at så kunne jeg da bare tage hen til Jobcenteret ved Skelbækgade, da det jo var lige i nærheden af hvor jeg bor.

Er du over 25?” spurgte manden og jeg smilede en stort og tænkte “Hold da op for en kompliment“.

Men det var det ikke.

Det var bare en simpel konstatering. For det her jobcenter var et “ungecenter”, for dem under 25, så han kunne ikke hjælpe mig – men kunne dog forklare mig, at der var to indgange der hvor jeg havde været tidligere og at jeg åbenbart havde taget den forkerte.

Og så kunne han da også fortælle mig, at det lød sandsynligt, at jeg ville kunne få lov til den der ulønnede aktivering og at det nok ville tage en uges tid at få behandlet ansøgningen, så det ville ikke blive noget problem at få noget sat igang til den 19. marts.

Det var fredag, så jeg udfyldte de papirer der skulle udfyldes, og sendte dem til den påtænkte virksomhed for en underskrift, og gik weekenden fortrøstningsfuldt i møde.

Om mandagen fandt jeg den rette dør. Og ledige, der snakkede om hvor svært det var at få beskæftigelse som tjener når man var 49 år, og en grønlænder, der fuldstændig i tråd med alle fordomme lugtede så kraftigt af alkohol, at jeg endte med at finde en anden stol, da jeg ellers ville ende med en middelsvær brandert.

Og efter en halv times ventetid fik jeg mulighed for at tale med en udbrændt skrankedame, der hverken kiggede mig i øjnene eller besvarede mit smil. “Dit personnummer” sagde hun, inden jeg havde fortalt hvorfor jeg var der.

Og det næste var så beskeden om, at jeg slet ikke hørte til i jobcenteret – fordi jeg var i a-kasse.

Jeg skulle gå hen i et “Arbejdsmarkedscenter” der lå ned af gaden og rundt om hjørnet. Så det gjorde jeg. Stillede mig op i en anden kø og smilede det bedste jeg havde lært, mens jeg var tvunget til at lytte til en kvinde, der grådkvalt ledte efter en sagsbehandler, der havde indkaldt hende til et møde, men åbenbart ikke var til at finde i egen høje person. Selvom hun havde ledt efter hende på de tre steder, hun var blevet sendt hen.

Man udleverer ikke telefonnumre, kan jeg så fortælle.

Men skrankedamen, kunne godt sende en mail på vegne af borgeren, og det ville “nok ikke” få betydning for damens dagpenge, at hun ikke kunne få fat på sagsbehandleren.

Og så var det mig.

Som forsøgte at finde ud af hvad jeg kunne gøre for at sikre mig, at vi havde udfyldt ansøgningen rigtig, sådan at der ikke kom tilbageløb i sagsbehandlingen, da vi jo gerne ville have tingene i orden til den 19. marts. Men det kunne jeg ikke. Det var der ikke ressourcer til. Jeg kunne bare aflevere mit skema og vente. Og der var i øvrigt 3 ugers sagsbehandlingstid.

Jammen” sagde jeg.

Er det ikke meningen at vi skal i beskæftigelse så hurtigt som muligt?“, kunne jeg ikke lade være med at sige.

Så kan du bare sørge for at vi får en anden regering” hvislede damen mellem sine tænder. “Vi har ikke folk nok“. Og det sagde hun i ramme alvor, mens jeg de sidste 20 minutter havde kigget på arbejdet bag skranken, hvor den ene af de ansatte ikke havde lavet en pind, da hendes arbejde var at henvise folk der var indkaldt til samtaler … og der åbenbart ikke var mange af dem.

Og så var det bare at jeg stille og roligt tænkte ved mig selv, at hvis alle undersøgelser viser, at det er vigtigt at få folk i beskæftigelse, så hurtigt som muligt, og der pt. er en væsentligt højere arbejdsløshed end normalt – og burde man måske overveje hvordan man bedst får det ud af de folk man har ansat, eller måske få ansat den rette mængde personale.

Jeg skal nok klare mig, system eller ej – men I guder hvor findes der meget tåbelighed i det her system.