Jeg skrev en stil i folkeskolen som jeg stadig husker, den handlede om at gemme sig i en bunker og komme op og se verden forandret efter en atombombe. Og både den og krigen var virkelige ting, der kunne ske – selvom den krig der mest blev talt om, var den kolde.

Og der var bilfrie søndage og demonstrationer for ting vi var imod. Regeringen og Bertel og Atomkraftnejtak. Os fra provinsen tog dog mest med, fordi så kunne man komme til at opleve det magiske København. Men alligevel var der en oplevelse af solidaritet, troen på at vi kunne ændre verden.

Og der var magi i luften, da karnevallet indtog verden. Og vi lærte at slå på to sammenbundne koklokker og vride os i takt – helt ind til opvisning i cirkusbygningen og det var fantastisk som hele København sydede i pinsesolen. For mig betød det også at jeg droppede læsningen til geografieksamen, for karnevallet var vigtigere. Og gennemsnittet blev præcist 0.1 for lidt til psykologistudiet.

For ungdomsårgangene var ikke blevet små og vi levede derfor med overbefolkede folkeskoler og høje adgangskrav til universitet.

Så planen var 1 års arbejde for at højne snittet. 6 år senere og 3 af dem i udlandet endte jeg med juraen – blandt unge der viste sig at have en helt anden barndom og ungdom, end den jeg havde haft. Meget mere struktur og meget mindre glimmer. De kendte ikke til sabbatår og kollektive protester. De havde ikke gået i gulerodsbukser eller haft puddelhundekrøller lakket til med ekstra super strong hairspray eller været lidt for sent ude til rigtigt at opdage, at casual sex var blevet farligt.

For ung til 60’ernes hippier, for provinsiel til punken og ikke gammel nok til yubbierne – men jeg nåede da gulerodsbukserne og en snert af extercy, tungepiercing og Love Parade i Berlin.