Halmtorvet hvor jeg bor, er et af de steder i København, der har undergået massive forandringer i de 17 år jeg har boet på pladsen.

Både menneskerne indeni ejendommen og ude omkring på gaderne er blevet skiftet godt og grundigt ud – endda flere gange. Men det har altid været en farverig samling folk.

Men som priserne er steget – både på huslejen i ejendommen og kaffen der bliver serveret omkring ejendommen, er folk så småt ved at blende sammen til en farveløs grød af mennesker, der tænker på profit fremfor sammenhold og livsglæde. En gruppe der tænker på sig selv og hvad der kan gavne dem (og til nød deres børn) og ikke så meget på helheden og hvad de selv kan bidrage med.

På den just afholdte generalforsamling kunne jeg konstatere to ting: 1) jeg kender ikke længere hovedparten af de mennesker, der bor i ejendommen og 2) jeg tror ikke, at jeg gider at lære dem at kende…og det er ikke utænkeligt, at det er gengældt

Og lige lidt længere nede af Halmtorvet, kan jeg konstatere, at der nu er sat en flok østeuropæiske ludere af. Jeg ved ikke præcis hvor længe det har stået på – men jeg opdagede det for en lille månedstid siden. De står i deres korte snævre kjoler, malede ansigter, poppede hår og udstråler prototypen af den gode gamle gadeluder.

Og jeg kan mærke, at jeg heller ikke ønsker de “gode gamle dage” tilbage – hvor Halmtorvet var byens horegade og der var en evig strøm af cruisende biler og mænd på jagt efter et billigt knald. En stigmatiseret bydel, holdt uden for det gode selskab.

Jeg ved ikke hvad jeg egentligt vil sige med det – måske er jeg bare ved at være hende den gamle sure prut, der sidder i hjørnet og kritiserer alt og andet – og det vil være min fremtidige rolle. Den trættekære.