“Men hvad med misserne?! spurgte den 3-årige utålmodigt sin far.

Han havde fanget ordet skilsmisse og spurgt til det og de gode forældre havde pædagogisk forklaret om, hvordan faren og moren nogengange ikke kunne blive ved med at bo sammen og var nødt til at flytte fra hinanden.

“men misserne – hvad med dem, hvad sker der med dem – skils-misserne?”

En veninde fortalte mig at hende og manden oven på to nye babyer, der begge er syge + storesøster på 2 og 1½ år uden nattesøvn, havde lovet hinanden at de ikke gik fra hinanden de næste to år.

De var gift – men ægteskabet er i sig selv jo ikke bindende?

Jeg synes det er overalt. De der skilsmisser. Hos veninderne og vennerne og også hos nytilkommende bloggere.

Og jeg oplever for tiden flere af de der forhold, hvor den ene part for alt i verden vil ud og den anden slet, slet ikke ønsker det. Og jeg overvejer lidt om det har været bedre tidligere, hvor der ikke på samme måde var den lette adgang til skilsmisse. Hvor man virkelig skulle kæmpe for at gøre sig fri – eller man som alternativ var tvunget til at finde ud af en hverdag sammen.

Mest fordi jeg ikke ser at folk der kommer ud af et forhold, nødvendigvis forvalter friheden specielt fornuftig eller endda hensigtsmæssigt.

Men jeg ved det ikke og mest af alt synes jeg at det er sørgeligt nok folk jeg holder af, bryder op og bryder ud og mest af alt bryder ned.