Dagen i går skulle være den længste i år. Og det føltes også sådan, da jeg fejrede den med, at lægge en arbejdsdag i haven, efter den almindelige arbejdsdag på kontoret.

Det er dejligt og skønt i min have. Alting vokser og gror.

Men hvor jeg havde regnet med, at jeg skulle arrangerer lidt planter og luge lidt ukrudt – stod den (igen) på hårdt manuelt arbejde. Ting som at grave med greb og slæbe fliser.

Havde ellers hyret en mand til det grove. Og han havde lovet, at alting ville stå klart her efter weekenden. Så jeg var noget overrasket og skuffet, da hans version af færdig svarde til min version af det rene ingenting.

Eller – det rene ingenting, hvor der var flyttet nogle sten og gravet to huller …? Ingen fræsning af (kommende) græsplæne, ingen afgravning af jord og anlæg af stier. Men værst af alt ingen bede gjort klart til min hord af planter der tøstede efter at komme tilbage til jorden.

Min efterhånden voksende flok af krydderurter, som jeg efter aftale med manden havde gravet op forrige fredag, og som efterhånden er pænt klare til at komme ned på nye pladser. Alle mine sommerblomster, der står i potter, som efterhånden er for små til deres rødder.

Så jeg måtte jeg selv igang med greb og kultivator.

Og i aften går det løs igen og med hænder der summer og en ryg der værker, så tror jeg at også denne dag kommer til at føles temmelig lang.