Når jeg sidder der, nærmest midt i busken, med bær rundt om mig, solen i nakken og fuglekvidder i ørene, så er jeg så tæt på min indre hulekvinde, som jeg nogensinde kan komme.

Og jeg kan næsten mærke mit ansigt skifte form, kroppen lurve forover og primalhjernen tage over.

Der er kun en ting der gælder – og det er at samle bær.

Samle bær nok.

Nok til vinteren og nok til overlevelsen.

Og jeg plukker og jeg plukker og jeg plukker.

Jeg er lykkelig i min rus – og der er ingen tvivl om at det er en rus.

Og når jeg kommer til mig selv, og plukker kviste ud af håret, piller præstelus af tøjet og gnider en finger over de skrammer, der er kommet på ben og arme, så ved jeg ikke helt hvad der egentligt kom over mig.

Og jeg kigger med en lille smule forundring på de skåle fulde af bær jeg har frembragt.

I min fryser (og i min Romtorpf) ligger nu stikkelsbær, solbær og ribs.