Jeg faldt over et gammelt indlæg hos Margrethe Wivel, der handlede om det meget debaterede høreapparat Cochlear Implant (CI) der kan indopereres og give døve en eller anden form for høreevne. Læs evt. selv her: De døve skal blive hørende… hvis politikerne vil det!
Indlægget starter en meget lang og egentligt interessant debat – hvor de debaterende er både forældre til børn, der har fået indopereret CI og døve der er meget imod det.
Det er en debat, der er meget følelsmæssig – til tider direkte hadefuld. Fyldt med rigtig meget bitterhed fra mange døve. Vrede og bitterhed mod samfundet, deres (hørende?) forældre og mod tidligere folkeskolelærere. Som udeforstående er det en diskussion man ikke rigtig kan sætte sig ind i og den virker utroligt voldsomt.
Måske virker den mere voldsom på mig end på mange andre, fordi jeg er en af dem, der har været en del af et tilsyneladende fejlslagent eksperiment. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det, der været en harmonisk skolegang for mig, har været en anden mands personlige helvede?
Jeg er nemlig en af dem der var med i forsøget med at “integrere handikappede i folkeskolen” i 70’erne- 80’erne.
Jeg startede i den lokale folkeskole i slutningen af 70’erne. I en klasse med 12 elever, hvoraf en var døv og vi andre normalthørende. I det meste af skoletiden var vi kun omkring 9-10 elever og i 4-5 klasse fik vi endnu en døv i klassen.
De to børn var forskellige på mange måder, men specielt i hvordan og hvornår de var blevet døve. Drengen der havde gået der fra start var døvfødt, mens pigen der kom ind senere, blevet tunghør ved en 5-6 års aleren og så senere mere og mere tunghør.
De to forskellige høretabsforløb, gav sig udtryk i forskelligt sprog. Drengen talte som en døv og alle var instinktiv klar over at han var “anderledes”. Pigen derimod talte fuldkomment som alle andre og blev derfor behandlet på præcis samme måde som alle andre.
Ingen af dem havde lært tegnsprog og ingen af dem havde på det tidspunkt kontakt til døveverden. Deres forældre havde – i deres hjertes godhed er jeg sikker på – bestemt at deres børn ville få meget mere ud af deres talenter og liv, hvis de blev integeret i den hørende verden.
Så de lærte mundaflæsning og fik taletræning.
Og det gik fint. Det gik rigtig fint. De mundaflæste og vi lærte at prikke dem på skulderen hvis de stod med ryggen til. Når der var fester, dansede de som alle andre og der var ikke rigtig nogen af os der tænkte på dem som anderledes eller døve.
Det var den fuldente integration … skulle man tro.
Lige indtil det, som også er pointen hos mange af de døve i Margrethe Wivels debatindlæg, nemlig puperteten.
Om det er noget der kommer indefra og ud – eller udefra og ind, det ved jeg ikke. Men de startede på døveskolen og pludselig var alt anderledes. Pludselig fik de en “døveidentitet” som var utrolig “in your face” og agressiv.
De var døve og ville behandles som sådan. De insisterede på at blive tiltalt på tegnsprog (som ingen af os jo havde lært) og så vidt jeg husker blev begge aktive i døveverden og er i dag gift med andre døve. Uagtet deres forskellighed i sprog og høreevne var der en enighed mellem dem. De var døve.
Jeg har egentligt aldrig spekuleret så meget over hvorfor der kom den der ret voldsomme reaktion, der i slutningen af skoletiden – men læsningen af debatindlægget i går, satte nogen nye tanker i gang.
Hvis jeg var forælder til et døvt barn, ville jeg jo nok som hørende, prøve at gøre hvad jeg kunne for at give barnet en eller anden form for høreevne. Men at tro at en høreevne og et normalt talesprog gør en døv eller tunghør hørende er nok en forkert antagelse – og efter min opfattelse er det at undlade at opfatte barnet som det unikke væsen det er.
At berøve barne for en verden af ligestillede og et sprog til deres fælles kommunikation (tegnsproget), er efter min opfattelse at gøre sig selv og barne en bjørnetjeneste.
Jeg håber at mine to klassekammerater er kommet igennem vores fælles opvækst uden alt for mange skrammer på sjælen, men jeg er bange for at det måske ikke er tilfældet….
Skriv et svar