I onsdags havde jeg den fornøjelse, at nyde et godt måltid mad og en god flaske vin på gadekøkkenrestauranten Nam Nam. God mad og klart værd at komme igen.

Men man kunne have serveret hvad som helst for mig den aften – for det vigtigste af alt var at jeg var ude sammen med et af mine helt klare yndlingsmennesker … min allerbedste Milo og den først jeg delte min nuværende lejlighed med.

Og hans dejlige kæreste og min ditto.

Selvom det må være 6 år siden vi sidst har set hinanden og 10 år siden at han flyttede ud af lejligheden – gik snakken let og smertefrit – og vi fik vendt dette og hint, i de alt for få timer jeg fik, mellem deres rejse gennem Skandinavien tilbage til Holland, hvor de bor.

Men hvor var det skønt at gense ham og se at alt er ved det samme – selvom vi er ti år ældre og en lille bitte smule tungere … men klart pg.a. alt den livs visdom vi har taget til os i den mellemliggende tid.

Og dejligt at se det bånd der er mellem ham og hans skønne kæreste, som jeg kun har mødt kort og alligevel på grund af elektroniske medier føler at jeg kender meget bedre end jeg gør. Utroligt beroligende at opleve at han har fundet en der er lige så dejlig og kærlig som ham selv.

Smukke mennesker der spurgte så interesseret til vores sabatår og overvejelser, og vores liv i helhed. Igen følte jeg mig favnet i problemløs kærlighed og omsorg. Ikke at forglemme alle de komplimenter jeg fik gennem aften. Som jo heller ikke gør noget ved helhedsindtrykket.

Og jeg satser på at der ikke skal gå 6 år mere til vi ses igen, selvom jeg ved at vores næste gensyn bliver by proxy, da de skal låne vores lejlighed til pinsen, så de kan komme til Melodi Grandprix, mens vi er til pinsebryllup.

… men jeg skal, skal, skal til Maastricht inden alt for længe, for visitten forleden bragte så meget behov for at smage noget mere af de skønne mænds selskab.