Jeg kører mere bil for tiden, end jeg har gjort tidligere. Og det betyder, at jeg kører i høj sol og under fine forhold – men jeg er også ude og køre når det er tåget, regner og er mørkt. Og jeg driver på med parallelparkering og dårlige vejrforhold på motorvejen.

Og det slår aldrig fejl:

Jeg gør det, men jeg gør det med dødsangsten hængende i halsen.

Og jeg tænker på, hvor mange andre der sidder derude og også kan føle, fejltagelsen i deres krop. Hvor mange andre der tænker på at hvis rattet var drejet en anelse til højre eller venstre, så ville en kollision være uundgåelig. Om andre har fornemmelsen af at blive ramt og flyve inden man lander jorden, indkodet og oplever den igen, og igen.

Eller er det bare mig?

Jeg har haft ulykker. Og har været så heldig, at jeg aldrig er kommet til skade. Jeg har på motorcykel kørt ligeud i et sving … men endte heldigvis i noget krat, som holdte både mig og motorcykel i en oprejst position. Jeg er faldet i søvn i en bil og vågnede op inde i det hegn, der adskilte de to kørerbaner. Og endelig er jeg på Gran Canaria blevet påkørt, af en der kørte lige ind i siden af mig.

Som sagt uden at komme til skade.

Men om de er de oplevelser der sidder i kroppen på mig, eller om vi generisk er kodet til at opleve følelsen af sammenstød når vi bevæger os i en fart der er hurtigere end beregnet ved jeg ikke.

Men jeg ved at jeg altid er en lille smule bange, når jeg giver den fuld pedal ud af en motorvej.

Men der dør jo folk i trafikken hver dag. Og når jeg kører rundt derude, så hører jeg jo dagligt om trafikuheld.