Mit store indbyggede skab i gangen virker bundløst og fyldt med ting, end ikke jeg, helt forstår hvorfor jeg har gemt.

Pilleæskskerne her, eksempelvis. De to blå var min stedfars og den turkise hundens.

Han døde i februar måned, lige inden corona væltede ind over landet og lukkede alt ned i marts.

Kan huske billederne i tv-et om coronaens fremmarch, mens jeg sad og vågede de sidste dage ved hans seng.

Han blev bisat den 29. februar og det var første gang vi stiftede kendskab med håndsprit til arrangementer. Og vi krammede alle sammen hinanden på kryds og tværs. For vi havde endnu ikke stiftet kendskab med coronaen.

Hunden endte hos mig. Dog først i oktober. Hun blev min lille corona-hund. Og hun var med mig gennem tykt og tyndt og de 3 måneder hvor jeg flyttede over til min mand i Jylland.

Og vi gik ture på stranden og jeg arbejdede alt for meget.

Og hun var der da jeg gik helt ned og det viste sig at jeg var forbi stress og ramt af udbrændthed.

Hun døde i september. Lige inden jeg skulle genoptage mit arbejde på fuld tid igen fra 1. oktober.

Ironisk nok lå jeg syg med corona, så det var min søster, der måtte gå den tunge gang til dyrlægen.

Jeg har (endnu) ikke noget at bruge æskerne til. Men det har noget familie, der står foran en rejse, der involverer daglig medicin.

Så æskerne ryger ud af mit skab og doneres til dem.

Jeg husker månederne og ting koblet til dem, men årstallene skal jeg slå op. Jeg ved nu at det var februar og oktober 2020 og september 2022.