Man skal være tro mod egne love. Og jeg af alle, burde vide det – men love og regler er til for at brydes – specielt hvis de er selvskabte og snærer mere end de holder tingene oprejst.

Der har pø om pø sneget sig et lille “vi” ind på bloggen. Uagtet at jeg i de lidt over tre år jeg har skrevet på den, jo aldrig rigtig er kommet ind på civilstanden og forholdsarrangementet.

“Du er da bare så total meget single” var den en der engang skrev til mig “det lyser da bare så meget ud af det du skriver” fortsatte han. Men han tog lige så meget fejl, som ham der troede jeg var en mand.

Og dog. Ind i mellem var jeg jo single. Der er lang vej tilbage til februar 2004 hvor skriverierne startede her. Og mit privatliv har haft mange turbulente op -og nedture. Selvom jeg har skrevet om en del af mine følelser og slikket mine sår i det blå lys fra cyperspace, har jeg altid gjort en dyd ud af ikke at bringe det helt private ud på bloggen her. Mest for at beskytte mig selv – og så ud fra en ide om at når man skriver om glæderne, må man også dele sorgerne – og det har jeg måske ikke helt orket.

Men så skete der jo noget.

Jeg mødte nemlig ham, som jeg idag deler hus og seng – og så det her famøse sommerhus – med.

Ikke at det som sådan var nogen hemmelighed – jeg skrev om mødet, om forelskelsen, om at flytte sammen (og ganske lidt om det rod der følger med det) … og mere og mere tydelige henvisninger som tiden er gået.

Det er gået stærk – men det er gået godt. Og meget mere end det, behøver jeg vel ikke at sige – altså sådan rent ud, for der skal nok komme mere ud mellem sidebenene – på min egen snørklede måde.

(hvis der altså kan komme noget ud mellem sidebenene længere, for det der parforholdsnoget, har kostet et kilo eller ti på sidebenene – den der har det godt, spiser tilsyneladende godt!)

P.S.
Passér gaden – der sker ikke mere nyt her!