Da jeg vågnede i morges føltes mit hovede klart, men i min krop kunne jeg stadig mærke spor efter de forbudte drømme, jeg havde drømt.

Om den røg, der smøg sig gennem min hals og fyldte mine lunger og om nikotinen, der flød ud i mit blod og fik mine fingre til at summe. Og om ham jeg ikke kunne få, fordi tiden og timingen var den dårligste og jeg lod være med at prøve.

Og mit indre skreg efter dem begge. Smøgerne der ikke længere er en del af mit liv og ham der aldrig rigtig blev det.

Og jeg ved at det er det rigtigste, at de ikke er her. Det fornuftigste. At jeg klart er stillet bedre uden dem. Og normalt er det ikke noget problem og tiden og dagene går ude savn eller længsel.

Men i de tidlige morgentimer kan kroppen og sindet og drømmene tage over og røgen fylde mine lunger og hans mund kysse mine læber igen – for en kort stund, blot et blink… og jeg savner.