Det er efterhånden en del år siden, at jeg oplevede en af mine venner blive forældreløs. Det skete uden varsel og til stor overraskelse. Han blev den sidste af slægten, den ældste i huset. Han var bare et par og tredive og det var hårdt at miste sin sidste forældre.
Nu er mine venner fyldt både 40 og 50 når det sker – og noget er måske ændret, det har været på vej over længere tid, man har vidst hvad der kom; sygdom, alderdom, senilitet…? Jeg ved det ikke.
Det er vist nu og i de kommende måneder det tager til – det med døden.
I min kreds af venner er det allerede sket. Den ene af mine venner mistede sin far i forrige uge og en anden går i disse timer og tager afsked med sin mor.
De virker så afklarede begge to. Kede af det selvfølgelig, men fattede og afklarede. Og jeg beundre dem for det. Trøster hvor jeg kan, tilbyder snak, støtte og portvin. Og jeg håber jeg selv er, hvor de er, når det kommer til at ske for mig.
Jeg kan huske at som barn var mit grusomste mareridt at mine forældre døde … og et eller andet sted, er det stadig sådan…
Skriv et svar