“Jeg taber ikke noget, kun hovedet når jeg danser på vulkaner”
Det er en underdrivelse. Jeg tabte mere end hovedet, da jeg forsøgte at bestige bjerget.
Med sine 2½ kilometer i højden var det nogenlunde af samme størrelse som Sri Pada, som vi besteg sidste år, men ak, som altid i Asien var det same-same – but diffent.
Læs om turen herunder:
Inden vi tog afsted var vores rejseleder meget forhippet på, at vi var rigtigt ekviperet – på det fodtøjsmæssige område. Så turen startede med besøg i ikke mindre end to indkøbscenter, hvor samtlige skotøjsforretninger blev besøgt, da det viste sig at de her danskerfødder er af en anden størrelse end filipinerfødder. Men det lykkedes til sidst og korrekt påklædt kom vi afsted.
Det startede ellers i fin stil; vi kørte derud i en af de lokale busser, der i virkeligheden en slags langstrakt jeep, malet i flotte farver. Vulkan så nem ud; pice of cake – den snupper vi da lige – og vejen startede også med et lige stykke.
Oppakningen blev båret af vores “back-up guy”. Han gik som navnet antyder, bagerst med en menneskehøj rygsæk pakket med telte, kogegrej og 2 dages mad til 6 personer. Det var med et tydeligt “hmmm…” at vi kunne konstatere at hans fodtøj bestod af klipklapper – meget ulig de sko vi var blevet anbefalet at købe…! Foret gik vores bjerg-guide. Han var dog modsat back-up guy’en iført store vandrestøvler – men var halt pga. en nyelig motorcykelulykke. Så vi gik troligt vores skæbne i møde – hvor svært kunne det være?!
Vi begyndte så småt at gå opad. Solen bagte, stilheden var omkring os – dog ikke så meget omkring mig.
Den astmatiske bronchitis jeg havde reddet mig inden ferie, viste sig som en god og trofast følgesvend hele vejen op af bjerget, hvor min hvæsen efter vejret, praktisk taget kun blev afbrudt af mine regelmæssige faldture. Af en eller anden årsag, var min balanceevne nemlig forsvundet mellem DK og Filippinerne. Det betød at jeg faldt hele vejen op ad bjerget og hele vejen ned igen.
Efter et par timers vandring kom vi til et af de største lavabælter, der bare lå sort i sort.
Mt. Mayon er stadig en aktiv vulkan og var sidst i udbrud i 2006. På hele turen kunne man se spor af de forskellige udbrud. Afhængigt af hvor gammel påvirkningen var, var det enten lange øde strækninger med sort grus/jord, størknet lava i form af klipper eller områder hvor der kun voksede græs.
Efter et relativt lige stræk begyndte nu den hårde del af turen.
Vi havde ingen ide om hvad det var vi var gået i gang med. Det vi ønskede og det vi egentligt var kommet til den del af Filippinerne efter, var hvalhajer i Donsol – turen op på Mt. Mayon var egentligt bare blevet smidt ret ubeset i sækken. Vi havde joket med at vi måske skulle have haft manchetter macheter med til turen gennem jungledelen – og det ville egentligt ikke havde været en dum ide. Vi havde troet at det med at købe nye sko bare var et stunt for at få penge ud af turisterne, det viste sig ikke at passe – ordentlige sko var et must. Og endelig havde vi grint af at nogen syntes at 19-20 graders kulde om natten kunne være koldt. Men aldrig i mit liv har jeg frosset mere end om natten på det bjerg.
Men jeg foregriber historien.
Først kom junglen. Tætte stier. Et bladhav omkring os. Det var grønt, det var fugtigt og det var fyldt med forskellige smukke stikkende planter. Og det begyndte at gå opad. Først roligt – stien skrånede lidt hist og pist. Men efterhånden viste Mayon tænder og vi måtte kravle over store stensætninger og hive os op over klippeblokke. Der var ikke tale om en lille let gåtur op af vejen længere.
Idet vi havde brugt lidt for meget tid på at indkøbe det rigtige fodtøj inden opstigningen, var vi presset for tid. Når det bliver mørk, bliver det mørkt hurtigt og vores guide, ønskede naturligt nok ikke, at vi strandede på opturen i mørket. Så vi gik og gik … og pauser var mere i tankerne end i virkeligheden.
Præcis som jeg jeg fik sagt at nu kunne jeg ikke mere – nu måtte vi altså stoppe – rundede vi den sidste klippe og landede i Camp I. Camp I var et lille flat stykke, hvor der var ruinen af et hus og lige plads til at der kunne slås tre telte op. Vi blev sendt op af bjergskåningen for at vaske vores hænder og fødder i den kilde der løb deroppe og da vi kom derop var vi vidner til en fantastisk udsigt og den flotteste solnedgang.
Maden blev lavet på et gasblus. Og efter dagens vandring smagte det herligt – selvom vi ikke kunne se hvad det var, eller forstå den forklaring vi fik. Der var lagt an til et bål, men det viste sig at brændet var alt for vådt – men det holdte os beskæftiget og gav os varmen mens natten kom frem og temperaturen faldt drastisk. Efter relativ kort tid i mørket var vi klar til at turne ind – klokken var vist ikke mere end otte, men det havde været en lang dag og vi var trætte.
Jomfru Maria vogtede over vores lejr og over vores nat. Ole Lukøje havde nok været en bedre vogter – og han var slemt savnet i de mange lange timer der gik, fra vi lagde os i teltet, til morgen endelig kom.
På vouchen fra rejseudbyderen stod der at overnatningen var i telt og sovepose, på vej op havde vi mødt en gruppe på vej ned, som vi kunne se havde liggeunderlag med. Så overraskelsen var stor da vi opdagede, at det vi skulle sove i var et telt og ikke andet. Ingen liggeunderlag, ingen sovepose – det der var mellem os, natteblæsten og klippegrunden var tynd nylon. I og med at vi var blevet misinformeret havde vi ikke selv sørget for ekstra tæpper eller noget – så det blev en lang nat hvor vi rystende af kulde lå og talte minutter til morgenen. En mindeværdig nat – også i form af blå mærker på lårene efter de sten vi havde ligget på.
Da morgenen endelig oprandt, med lidt sol og lune, var det planen at vi skulle videre op til Camp II – eller så langt som man kunne nå, inden nedstigningen skulle begynde senest kl. 17.
Jeg skulle ingen steder. Jeg var mørbanket ovenpå ingen søvn, faldulykker hele den forudgående dag og kulde. Mine nyindkøbte sko var gået i stykker – turen havde været for hård dem, så sålen var faldet af den ene af dem, så de ikke kunne bruges. Så jeg skulle ikke videre op i sandaler. De kunne rende og oppe kunne de. Og jeg var ikke den eneste der mente det.
Så de to mænd tog med guiden videre, mens kvinderne lagde sig tilbage i teltet, for at se om det var muligt at snige sig en times søvn, nu hvor temperaturen i det mindste var blevet lidt højere.
Det varede ikke længe før vi fik selskab igen. Det viste sig, at det vi havde været igennem, var peanuts mod det der ventede. Da vi jo er vandfolk, ikke bjergfolk – var beslutningen om at kalde legen slut ikke svær at tage og hjemturen gik relativt nemt. Ned kan man jo altid komme – om ikke andet kan man jo sætte sig og glide. Hvilket jeg gjorde ved mere end en lejlighed.
Når man regner alt sammen så var det en fantastisk tur – bagefter!
Vi var for dårligt forberedt, jeg var ikke fit til turen og vi vidste ikke hvad vi begav os ud i. Men det var en fantastisk natur og selvom vi kun kom halvvejs op, var det for mig en succes… selvom der er koldt på toppen … eller sådan halvt deroppe…
Deroppe hvor skyerne kysser bjerget. En af myterne om Mayon siger:
Skriv et svar