Så står man der hos lægen igen. Med blottet barm (min) og en pegende finger (lægens) og får at vide at det man fejler, er (og der citeres:)

“Det ligner en børnesygdom. Det er en virus. Den er opkaldt efter lægen der opdagede den. Fransk … vistnok noget med CH”

“Tak” siger man så. Og nåja:

“Det er ret smitsom. Ja, jeg plejer jo at sige at man skal blive hjemme fra børnehaven indtil det er i aftagende … i dit tilfælde må det jo så være arbejdet…”

Jeg skal så i morgen melde mig syg, med en ret sjælden smitsom børnesygdom, som min læge ikke kan huske navnet på (… og min kat åd min hjemmeopgave – jeg sværger det er sandt!).

Og så det opmuntrende: det kan ikke behandles – går væk af sig selv – med tiden. Et af det kraftigste symptomer er at der er en voldsom kløe, som så heller ikke kan behandles eller dæmpes …. jo tak, tell me about it.

” ja, man siger jo at det starter på kroppen og spreder sig derefter til arme og ben – så det at det er isolereret på brysterne til en start, er ikke normalt … men det er måske fordi børn ikke har bryster….”

Han har lovet at sende mig en sms med navnet på sygdommen … hvis han kan finde det – og huske det….

Udover at mine bryster, arme og ben klør og hans diagnose virker sandsynlig omend unavngiven, så har jeg en snigende fornemmelse af at min ellers elskelige læge er begyndt at blive gammel – men ved nærmere eftertanke er det efterhånden 18 år siden at jeg besøgte ham for første gang – og jeg var heller ikke noget barn dér!