… så fik jeg endelig brugt de to minutter det faktisk kun tog, at iklæde mig mine gammelkendte klæder, mit visitsen-kåbe af ingenting og sand identitet.

Jeg har aldrig gjort mig i de store grafiske tiltag her på bloggen. Det er ordene der er mit mål – og selvom tiden sikkert er løbet fra mig, så er det lige her jeg føler mig mest tryk.

Så indtil jeg er klar til den rigtige ommøblering er det det her tema vi fortsætter med lidt endnu ….

“Blogtoppen?!” tænkte jeg – da jeg så at en hel del læsere kom ind derfra. “Hvorfor mon det?” tænkte jeg videre og klikkede på linket.

Og så kunne jeg se at jeg var ugens højdespringer – gået 68% op.

Pænt godt gjort, når jeg stadig er sporadisk i min blogging og jeg endnu ikke er kommet rundt til at få lavet bare de mindste tilpasninger af bloggen, efter at jeg fik den opdateret til jul …

Jeg er en doven blogger. Og jeg ved endda at de to ting (sporadiske indlæg og layout) er noget der i den grad burde mindske mit læsertal. Jeg ved også hvorfor jeg er gået op i læsere – det er fordi jeg smed et link på facebook – så mange af de folk der læser med og har læst med i den sidste uges tid, har været venner og bekendte. Og så åbenbart folk fra blogtoppen.

*hej – og vinke-vinke*

jeg kan dog ikke lade være med at grine lidt for mig selv over at det lige er nu-nu, hvor jeg er allermest uinspireret (og uinspirerende) at jeg er ugens højdespringer.

Måske har jeg misbrugt mine 15 minutters berømthed?

Måske misbrugte jeg dem dengang bloggen var i radioen (og jeg først opdagede det senere og lidt ved en tilfældighed). Eller måske kigger jeg de forkerte steder (her er jeg eksempelvis placeret som #45 over Topblogs).

Jeg har blogget så længe at dem jeg var på linje med dengang nu er eksperter i  socialemedier og er holdt op med at blogge (undtagen Liselotte der stadig er en 1’er og i toppen af blogs overalt – dog uden at kalde sig ekspert i socialemedier). Jeg ved at det går op og ned i blogverden og at morgendagens succes er lukket ned i overmorgen.

Jeg ved også at indlæg skal skal have en pointe – og skal det her have en for sig selv, er det vist bare at det er interessant at se, at jeg har mere end 200 unikke besøgene pr. dag i disse dage – og der bliver stadig ikke lagt mange kommentarer på bloggen.

Men jeg ved også at det ikke spiller nogen rolle mere – for jeg er et bloglevn – der nu som altid, mest af alt skriver for mig selv … og nu som altid … er ukommenterbar…. ;-)

Jeg fik en mail fra en der havde forsøg at kommentere, men hvor kommentaren var forsvundet. Testede og kunne se at de samme gjorde sig gældende fra mig.

Tjekkede mit spamfilter og kunne se at kommentarerne endte der. Gennemgik 70 siders spam og nåede to dage tilbage i tiden …

Har genfundet og accepteret 4 kommentarer … men magter ikke at gennemse flere kommentarer med sextilbud, komplimenter fra “grow your hair longer” og alle mulige andre obskure indlægsholdere.

… så hvis du har kommenteret her i den senere tid, kan du ikke smide mig en mail, så vil jeg genfinde og “afspamme” din kommentar.

Mest for din egen skyld, så du ikke ender i et andet spamfilter næste gang, fordi mit Akismet tror du er en spammer.

Jeg håber jeg får løst problemet i den meget kommende tid.

For genfindelse og løsninger skriv til visitsen [a] visitsen [dot] dk.

Jeg kan huske tilbage til dengang, der blev holdt blogfest og man diskuterede anonymitet ctr. ikke-anonymitet, og Mikkel og Rasmus lavede blogradio (som man ikke kan linke til længere), hvor de snakkede om at på sigt ville blogmediet blive mere og mere specialiseret og man ville se blogs der handlede om fluefiskeri og andre nicheinteresser.

Jeg kan huske at vi andre grinte lidt i skægget og tænkte, hvem vil dog skrive eller læse sådan nogle blogs.

Men det blev jo sådan. Og der dukkede madblogs op (og åbentbart drabelige krige mellem de forskellige madfraktioner), modeblogs skød frem og blev samlet i Bloggers Delight. Kreabloggerne var kreative og gavmilde – de var de første på banen med “give-aways” af deres egne kreationer. De sjove flerbørnsmødre fik deres egen niche. en niche som der var penge og kunder i så nu kom de professionelle på banen og tilbød vare som bloggerne kunne give til deres læsere. De meget populære “give-aways” samlede alle mulige mennesker i bloggerens kommentarfelt.

På de 8½ år der er gået siden jeg skrev mit første blogindlæg, har verden omkring blogs ændret sig radikalt og enhver professionel person med respekt for sig selv, sin faglighed og sin virksomhed har en blog, der beskriver deres virke.

Som gammel blogger kan jeg ikke lade være med at smile lidt over al den nye hype der stadig er omkring blogs – og det at blogge. Nu bare fra den professionelle verden. Og jeg nikke medvidende når folk siger til mig, at jeg skal da også til at blogge i den der virksomhed, jeg er igang med at starte op.

Men nu gør jeg mere end at nikke … for jeg har startet en blog:

På lovmand-coach.dk/blog blogger jeg for første gang professionelt. Jeg blogger om det jeg ved rigtig meget om, nemlig personalejura, ansættelsesret, coaching og udvikling.

Jeg blogger til en helt bestemt målgruppe – nemlig den mindre virksomhedsejer, som ikke selv har en HR-afdeling og som forhåbentligt i min blog kan finde inspiration og viden som de kan bruge direkte i deres virksomhed.

Jeg blogger fordi jeg har noget på hjertet – men selvfølgelig også for at gøre opmærksom på det jeg kan og for at tiltrække eventuelle kunder.

Du er velkomment til at læse med – og hvis du gør, får du en anden side af mig at se. Men jeg håber lige så meget at du kunne have lyst til at sprede ordet.

Så hvis du kender nogen i dit netværk, som kunne have gavn af min nye baby – så vil jeg blive glad for at du delte det, hvad enten du bruger facebook, LinkedIn – eller god gammeldags mund-til-mund metode.

… og så siger jeg tak – og har du selv eller en af dine venner et spørgsmål er du selvfølgelig velkommen til at kommentere, kontakte mig på bloggen eller på mail rikke@lovmand-coach.dk …

Det er ikke fordi der ikke sker noget i mit liv, at bloggen ligger øde. Faktisk det modsatte.

Jeg har gang i så mange ting, at det sidste jeg når omkring er dette lille sted, hvor jeg ellers troligt, dag efter dag, år efter år har samlet indtryk fra mit liv og livet omkring mig.

Lige nu samler jeg dog mest spam. Slettede over 5000 spamkommentarer i morges og der er allerede 109 nye i filteret ….

Sådan er det at være en gammel blog(ger), men heldigvis fanger filteret de fleste – dog har jeg ikke overskud til at kigge igennem om der skulle være en rigtig mennneskekommentar mellem alt spammet, men sådan må det være hvis alt det er.

Min gamle “blogdaddy” der fik mig ind i branchen er et indlæg fra nummer 1000 – og er gået over til at blogge en gang om året. Der tror jeg ikke at jeg er på vej hen.

Dette indlæg er # 1564, ikke noget bemærkelsesværdig i det …men mon man kan få en kommentar for det, som ikke er spam?

I vores tid i Egypten lærte vi en masse dejlige mennesker at kende. Og vi snakkede om at vi ville holde en stor fest for dem vi mødte når vi var tilbage i Danmark – som en ordentligt afslutning på et spændende år.

Så det gør vi – og jeg kan naturligvis ikke lade være med at blogge om det … så det hele kan følges på http://grisefesten.wordpress.com – og ja, det er da totalt overkill at lave en blog om en fest …. men når man nu har muligheden og synes det er sjovt – ja, så er det det der sker.

Det der bloggeri, griber da også om sig og gud og hver mand laver da snart sagt en blog om alt!

… men du er velkommen til at læse med hvis du vil.

P.S. Har aldrig været god til at holde tingene på et lavt blus

P.P.S Er rigtig god til at gøre tingene til et projekt….

Så er der blevet sagt farvel på bloggen “Et år i sandaler” og jeg sidder nu i styrepanelet i min gode gamle blog, der efterhånden har 8 år på bagen.

8 år er en gammel dame i blogsammenhæng, og det var da også med en svag rysten på hænderne jeg satte bloggen på pause og oprettede min rejseblog til året i Egypten.

Det har været rigtig fint, at skrive et andet sted og jeg kan se, at min nye blog gav mig nye læsere og placerede mig et andet sted i blogosfæren. Jeg kunne dog også se, at en del af mine hits kom via denne blog og at jeg blev ved med at have googlehits her, selvom jeg ikke skrev hernede.

Hvad der sker – blogmæssigt – fremover ved jeg ikke 100%, men indtil videre har jeg besluttet at skrive videre herinde, så derfor til både nye og gamle læsere … velkommen til, jeg glæder mig til at vi skrives og læses ved …..

Jeg har oprettet en blog omkring vores rejse til Egypten – så fra februar vil jeg (om gud og Mubarak vil) blogge på “Et år i sandaler“.

Titlen er tyvstjålet fra min kæreste.

Det var hans umiddelbare udsagn om vores lille eventyr, da vi skulle fortælle om det til de allerførste indviede – “prøv at tænke dig – et år  i sandaler!”.

Bloggen vil handle om vores liv dernede, om den udvikling jeg håber der kommer til at ske med mig, om dykning, nye madoplevelser, fotografier af det hele og om alt det andet som kommer til at ske med mig og os og vores liv – i vores år i sandaler.

Jeg havde håbet at vi havde fået en noget anden indgang til vores eventyr end denne, hvor vi står på randen af en revolution (og på bagkanten af hajangreb).

Det har tikket ind med sms’er, bemærkninger på facebook og her på bloggen … og vi har også lige fået en opdatering fra vores rejseselskab.

Lige nu og her er der ingen fare ved turiststederne langs med Rødehavet. Der flyves uden problemer til Sharm – og vi har planlagt at flyve med.

Vi tager ned og sonderer stedet – og hvis vi oplever at det ikke føles trygt, så har vi altid mulighed for at bruge den returbillet vi har.

Modsat så mange andre kan vi jo rejse ud af landet igen.

Selvom man jo kunne tænke at 6 dykkerdragter til 2 personer og en uges ferie, måske er lidt rigelig.

Men det kan du altid læse mere om på min nye blog … Et år i sandaler, når og hvis, der åbnes for internettet igen.

Jeg har færdes i blogverden siden 2004 og har været ret god til at holde mig ude af meget af det fnidder, der ind i mellem kan foregå her, som i så mange andre steder, hvor mennesker færdes.

Jeg har praktisk taget altid selv undgået at modtage håndmadder for de ting jeg har skrevet eller debatteret – kan desværre ikke undsige at jeg selv ind imellem, har været grænsende til bedrevidende (eller det der ligner) overfor andre i en debat eller to …

Dog mest i starten af min skrivetid, hvor meget tid gik med at drøfte blogs som medie og hvad man kunne skrive om (eller ikke) .. og om, at man ringer hele verden op, når man poster et indlæg.

Det er selvfølgelig også svært at få så mange svinere, når man som mig, åbenbart altid har skrevet pænt ukommenterbart og altid får stoppet debatten andre steder, når jeg blander mig i snakken. For ikke at nævne, at selvom antallet af besøgene er jævnt, er det ikke megahøjt.

Og derfor vidste jeg godt hvad jeg gjorde, da jeg spurgte Liselotte om hun kunne hjælpe med lidt fokus på mit katteproblem – og jeg kan se at hendes indlæg har bragt rigtig mange folk ind på min side og min kattepine.

Og hendes ord hjalp. Dejlige, søde og hjertevarme mennesker er kommet med tilbud om hjælp. Nogen her og andre på mailen.

Og jeg har været utrolig glad for alle de tilkendegivelser jeg har modtaget – det har været fantastisk at opleve.

De sidste par dage har naturligvis gjort mig ekstra tyndhudet, og efter at have taget fejl sidst, har jeg brug for holdbare løsninger, på pasning af mine katte, så jeg ikke ender med at sidde i Egypten og skulle fjerndirigere en aflivning af kattene.

Derfor har jeg måske også været ekstra skarp overfor de folk jeg har været i kontakt med. Åbenbart bliver jeg en sur gammel mand, når jeg bliver presset alt for meget. Og jeg underskylder overfor alle der kunne være kommet i berøring med den del af mig.

Min tyndhudethed gør også, at jeg bliver ked af det når min tilsyneladende håbløse kattemoral forsøges drøftet i et helt andet forum.

Men når man ringer hele verden op, risikerer man som altid at få nogen i røret som gerne vil snakke om noget helt andet … og sådan er det.

Det er blogverdens for- og bagside, og når man ønsker det ene, må man tage det andet med i købet.

Det er egentligt ikke ordforstoppelse. Mere en kombination af livet, der har bidt sig fast i nakken af mig (igen) og manglende (fri) adgang til internettet.

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget … i denne vinter, der åbenbart er fast besluttet på at tilkæmpe sig stadig øget magt, selvom det bliver lysere og lysere og vi jo alle sammen ved, at på et tidspunkt så må vinteren give op. Hvilket vi fortæller hinanden igen og igen, når vi glider på isglatte flader mens vi parkere vores cykler, eller snegler os frem på livsfarlige cykelstier.

For jeg cykler jo rundt. Med et ansigt som en hårdtopvredet karklud, når det sner og fryser. Min næsen og mund rører næsten hinanden i en forvreden grimasse og de sammenknebne øjne får faste rynker, der ikke engang forsvinder, når jeg hver onsdag morgen står på fingerspidserne i “hund”, mens min nye yogalærer fortæller mig, at jeg skal “suge lårbenet ind”.

Jeg forstår ikke hvad hun mener, men jeg forsøger. Som den dygtige elev jeg er, forsøger jeg også at indånde den lyserøde morgenhimmel, og sprede mine sædeknogler og lokalisere mit haleben.

Og jeg spiser næsten hver dag en skål opskåret frugt med 8-10 forskellige stykker frugt og jeg synes at det er mere fantastisk at købe den skål og betale en tier for det, end at spise den gratis frugt, som jeg så selv skal skære ud og gøre lækker.

Men den bog jeg læser for tiden, kan forklare mig grunden. Og det skyldes at vi mennesker meget hurtigt keder os og derfor bedre kan lide når der er variation i det vi spiser, end når vi hele tiden spise det samme. Godt at vide, både når man skal forsøge at spise en masse forskelligt sundt, og skal undgå at spise en masse usundt. Når man gør det varieret, spiser man mere.

Men selvom jeg endte med at lave to lagkager til min nieces fødseldag, så var det kun den ene der sådan rigtig blev spist. Men den havde også kostet flere nattetimer, da jeg var ude i et eksperiment med en omvendt lagkage. Bygget på et marcipanomslag lagt ned i en skål. Den blev også  lækker med hjemmebagte chokoladebunde, jordbær- og passionsfrugtmousse – og marcipanen blev æltet med rosensukker og jordbærsaft så den blev fin lyserød. Og pyntet med fine blomster.

… åh blomster ….

Jeg er begyndt at tænke på planter, der skal til forspiring og om jeg mon kan få fat på nogle blå læggekartofler… bare nogle få…?!

Så nej, det er egentligt ikke ordforstoppelse.