Kategori: Stress

Jeg er gået ind i min syvende uge som sygemeldt. Jeg har udfyldt papirer til kommunen og nu har jeg også talt med min arbejdsplads om mulighederne og prognosen for at vende tilbage. Og jeg har aldrig troet, at jeg skulle havne her, og da jeg gjorde, troede jeg, at det ville være anderledes.

Aldrig før i mit liv har jeg været så handlingslammet og inaktiv som i de sidste syv uger. Aldrig før har tiden været så flyvsk og flydende.

Jeg kan stadig læse og holde koncentrationen ved en bog og megen tid er blevet brugt til det. Biblioteket har været min ven og er blevet besøgt mange gange indenfor de her syv uger.

Man skulle tro, at jeg også kunne gøre rent og rydde op, men på trods af al den tid jeg har haft til rådighed, er det ikke det, jeg har brugt tiden til. Det har virket uoverskueligt at gå i gang og kun det allermest nødtørftige er blevet ordnet.

Jeg har heller ikke rigtig set nogen folk. Har ikke haft overskudet til kontakten, og og bortset fra to tilfælde, har jeg ikke selv kontaktet folk og fortalt hvordan jeg har det. Har derfor kun set dem, der har haft kontaktet mig, og dem der har kunne rumme mig i den situation jeg har været i. Og det har vist sig, at være nogle helt andre mennesker end jeg havde regnet med.

Jeg tror , at jeg måske ender med at blive klogere af det her, at jeg lærer noget om at prioritere, at lytte bedre til mig selv – det håber jeg. Jeg har også lært noget omkring de mennesker jeg er omgivet af – på godt og ondt.

Men vigtigst af alt, så har jeg genfundet troen på at ting kan ændre sig og at der godt kan være gode ting i vente på mig.

Jeg går lige så mange skridt tilbage som jeg går fremad.

Jeg troede, at hvis bare jeg ikke arbejdede ville energien og glæden vælte ind over mig. Men sådan er virkeligheden ikke. Men “det er bare en fase “siger psykologen. Jeg kommer til at få det bedre.

Og det tror jeg så på.

Min skuffer og skabe bugner. Ting jeg havde glemt jeg havde, andre jeg ønskede jeg ikke kendte til og skjulte talenter imellem hinanden. Pludselig blev det for meget. Der havde været for meget brombærhegn og for lidt af alt det andet.

Jeg ved at jeg i de glemte skuffer har så meget mere. At der gemmer sig talenter der visner langsomt hen – samtidig med at jeg visner på ydersiden, af at gøre for meget af det der ikke er godt for noget. Og for lidt af det der skaber, yder, vokser.

Energierne brændte ud. Lyset i øjnene blev slukket. Det der var tilbage var vreden og indignationen. Og den var der i stort mål.

Trøstesløsheden over at gå i ring og glemme de ting der allerede var fikset og ikke måtte blive ved med at være det.

Stress, ubrændthed – kært barn har mange navne og et af dem bliver nok sat på barnet i den nærmeste tid.

Men faktum er, at da feberen brændte i min krop og alle test var oppe i det røde felt var jeg nødt til at gå ned eller lade gå. Og det gjorde jeg.

Nu begynder genopbygningen og oprydningen.

Og jeg glæder mig lidt til at se hvad der egentligt er i de der skuffer og skabe.

Man siger at stress er en folkesygdom. Jeg tænker lidt på om det egentligt ikke er en folkesundhed?