Kategori: Stress

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Folkesundhed

    Min skuffer og skabe bugner. Ting jeg havde glemt jeg havde, andre jeg ønskede jeg ikke kendte til og skjulte talenter imellem hinanden. Pludselig blev det for meget. Der havde været for meget brombærhegn og for lidt af alt det andet.

    Jeg ved at jeg i de glemte skuffer har så meget mere. At der gemmer sig talenter der visner langsomt hen – samtidig med at jeg visner på ydersiden, af at gøre for meget af det der ikke er godt for noget. Og for lidt af det der skaber, yder, vokser.

    Energierne brændte ud. Lyset i øjnene blev slukket. Det der var tilbage var vreden og indignationen. Og den var der i stort mål.

    Trøstesløsheden over at gå i ring og glemme de ting der allerede var fikset og ikke måtte blive ved med at være det.

    Stress, ubrændthed – kært barn har mange navne og et af dem bliver nok sat på barnet i den nærmeste tid.

    Men faktum er, at da feberen brændte i min krop og alle test var oppe i det røde felt var jeg nødt til at gå ned eller lade gå. Og det gjorde jeg.

    Nu begynder genopbygningen og oprydningen.

    Og jeg glæder mig lidt til at se hvad der egentligt er i de der skuffer og skabe.

    Man siger at stress er en folkesygdom. Jeg tænker lidt på om det egentligt ikke er en folkesundhed?


  • Min mors hænder

    Min mor har grønne fingre. Ingen tvivl om det. Hun har på et tidspunkt formået at lave levedygtige planter ud af en buket roser. Efter at de havde stået og blomstret en 14 dages tid.

    I år har jeg fået resterne af de tagetes som er lavet af de frø, vi tyvtede lidt på vores tur til Valbyparken sidste år. De står fine og klar til at blive plantet ud i haven.

    Jeg har ikke arvet min mors grønne fingre. Slet ikke og ikke nær på. Men jeg har arvet lysten til at plante og så og nusse. Men jeg er bange for om jeg har arvet andet.

    Min mor har gigt i sine fingre. Slidgigt efter at have brugt sine hænder i sit arbejde igennem mange år. I disse dage hvor mine fingre værker, snurrer og sover er jeg bange for om det skal være de første tegn på, at jeg også vil komme til at lide af samme knugede smertefulde sygdom.

    Jeg tror, at det i første omgang er mit kapaltunnelsyndrom, der er blusset op for fulde drøn igen og jeg skal til at sove med skinner igen for at se om det kan få det til at gå væk.

    Jeg håber det er det, for det er der i det mindste en behandling for, mens gigt jo ikke rigtig er til at komme af med igen.


  • Først knækkede greben, så ryggen og til sidst troen…

    Jeg ved faktisk ikke hvor i min krop jeg har mest ondt. Men jeg vågner med sovende fingre, har svært ved at stå oprejst når jeg har siddet eller ligget, mine arme føles længere og tungere end normalt – og så har jeg hovedpine.

    Og så siger de at havearbejde er sundt!

    Missæren skyldes, at jeg forsøger at skabe mig en have, som jeg ikke skal bruge (ret meget) tid på at vedligeholde fremover. Og det er knokkelarbejde.

    Problemet er at min jord er ikke jord, men ler. Tyk, fed, ugennemtrængelig og stenhård lerjord.

    Lerjord er god til at holde på fugten og næring, men den er ikke god til megen regn og slet ikke nem at arbejde i. Hverken for mennesker eller planter.

    Så jeg kom op med en ide. Istedet for at grave mig igennem al jorden i hele haven og lave jordforbedring overalt, så har jeg gravet to render med en dybde på ca. 40 cm, som jeg bagefter har fyldt en hjemmelavet jordblanding bestående af sand, kompost, spagnum og noget af den oprindelige lerjord, nulret i mindre stykker. Ideen er at mine frugtbuske sættes i denne blanding og dermed får leveret en ordentligt madpakke til de kommende år.

    Så det har jeg brugt min weekend på. Nulret og blandet jord.

    Kæresten har sammenbidt gravet hullerne. Ødelagt to greb i processen. Den ene fik bøjet tænderne og den anden knækkede midt over. Knækkede gjorde kæresten næsten også. Det kræver et mere end almindeligt godt helbred at gå i 4 timer i regn og søl og grave huller i uigennemtrængeligt lerjord. Vi venter på den endelig udfald, der enten kan blive en bustet ryg eller en god gang forkølelse.

    Det tog ham 4 timer at grave hullerne, men det er ikke lykkedes mig at fylde dem med min hjemmeblandet jord, på de her to dage…

    Hele projektet føles stadig stor og uoverskueligt. Der mangler stadig så meget og alting tar’ længere tid end ventet. Og oven i det har jeg nu for anden gang haft overnattende gæster… Denne gang ødelagde de min lås og efterlod en guldøl.

    Så nu har jeg fjernet madras og tæpper. Og håber det gør min lille hytte mindre attraktiv som overnatningsted.

    … og så tror jeg egentligt at jeg selv skal på hovedet i seng.

    Og haven – den ser sådan cirka sådan ud nu:





De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com