Kategori: Stress

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Benene op og hovedet tilbage

    Sidder her og nyder et par minutters fred, inden jeg finder vej mod sengen.

    De sidste to dage er bare løbet afsted, og jeg har nærmest ikke nået at nyde, at jeg har fri og ikke rigtig har planer – men det er måske fordi alle de ting jeg skulle nå, kom i vejen?

    Jeg er ved at lære at skære ned på mine gøremål, men ind i mellem er det stadig svært at lade være. Men jeg prøver stadig.

    Og jeg accepterer, at mit bord til i morgen er dækket med umage servietter, fordi jeg ikke har tjekket alting igennem op til morgendagens middag. At jeg ikke serverer hjemmelavet kransekage til nytårsdykket lige som sidste år, at det er nogen andre der står for middagen og mit bidrag bare er lidt snack til dronningen, og så at koge fond til sovsen.

    Og selvom jeg har en lang liste inde i mit hoved over ting der burde gøres i morgen, så ved jeg med mig selv, at uanset om julepynten kommer ned, om der bliver ryddet helt op, om vasketøjet bliver taget ned og det i vaskemaskinen hængt op, om sokkerne blir’ lagt sammen … og, og, og … så bliver det bare en rigtig hyggelig aften, med lækker mad og søde mennesker og jeg glæder mig.

    Glæder mig, som jeg ellers sjældent gør til en nytårs aften. Måske fordi jeg for en gangs skyld ikke er gået i selvsving over alle de detaljer, der skal være helt rigtige og perfekte … og som ind i mellem har gjort, at jeg har været smadret inden vores gæster overhovedet var kommet indedøre.

    Og med det i tankerne vil jeg lige gå ind og prøve den kjole jeg har tænkt på at tage på … og filosofiere over, at det i den grad må være et alderstegn, når man er mere fokuseret på det man skal spise, end hvad man skal have på nytårsaften…


  • Inde i min mave bor en lille orm. Den gnaver lystigt af mine sorte skygger og spreder lys hvor den færdes.

    Endnu er jeg ikke rigtig vant til det og jeg synes at det føles underligt. Men lidt efter lidt kan jeg mærke hvordan det letter, når de sorte skygger fjernes.

    Hvis man ikke har kendt til lys, føles mørket behageligt.

    Men jeg lærer det lige så stille og en dag tror jeg at jeg vågner op og kan sige, helt uden blusel: “Hey jeg er glad i dag og hvor er livet fedt!


  • Deadline og fejlfrihed

    For første gang siden min sygemelding, bliver jeg nu mødt af en deadline og krav til min arbejdsindsats.

    I morgen skal jeg være klar med et stykke arbejde. Jeg har kæmpet med det (og min egen sygdom og andres ferier) og jeg må bare se i øjnene, at det jeg kommer til at aflevere ikke ligner min normale standard.

    Der er koblet 2 efterfølgende kontrolforanstaltninger på resultatet og jeg må bare se i øjnene, at de kommer til at finde fejl … men sådan er det, jeg er ikke fejlfri og det må jeg bare æde.

    … jeg er ikke fejlfri dér eller hér, eller nogen steder. Men jeg har gjort mit bedste og det må vel alt andet lige være godt nok.


  • Præ-weekend tanker

    Arbejdet er begyndt at fylde igen. På mange områder på den gode måde, men samtidig også med lejlighedsvis tilbagevenden af snurrende hænder og løsgående nattetanker. Jeg har svært ved begrænsningens kunst, jeg er stadig i lære og har meget at lære.

    Men det er rart at blive udfordret igen. At tænke og formidle. At rose og blive rost. Jeg er blevet bedre til det første og høster (måske derfor?) mere af det sidste.

    Om en uge holder jeg ferie og om fem minutter holder jeg weekend. Og ved min side vil være mit gamle nyrepareret kamera og senere på dagen mine mosterunger, for vi skal ud og gøre kulturnatten usikker, efter at vi har spist lam og rodfrugter i øl.

    Jeg trænger til en weekend og jeg tror det bliver godt


  • Om at ville det hele på den halve tid

    En af mine venner har fortalt mig, at jeg selv er skyld i at jeg fik stress. At jeg – set fra hendes side – knoklede for at vride alting ind i en perfekt ramme. At jeg prioriterede forkert.

    Jeg kan godt forstå hvad det er hun siger – selvom jeg ikke er enig i, at der i situationen var et klart valg, men mere en situation hvor fravalg ville have endnu større konsekvenser end en sygemelding med stress, men jeg er enig i, at min måde at prioritere klart var medvirkende til at jeg blev syg.

    Og jeg er også klar over, at jeg skal kigge på hvad jeg planlægger og hvordan jeg prioriterer min tid, for ikke at ramle ind i stressen igen.

    Og derfor har jeg lige aflyst to aftaler i denne uge. Aftaler om ting jeg rigtig gerne vil, ting som måske kunne komme til at fungere – men alligevel ville presse min tid sammen på en uhensigtsmæssig måde.

    Jeg synes det er svært. For hvor svært kan det lige være? Vupi… og så er det også krydset af på listen. Men jeg prøver at begrænse mig. Prøver at huske at skabe plads til motion og mad og samvær med kæresten og alenetid. Midt i alt det andet.

    … og så er der så ellers linet op med planer fra onsdag aften til søndag eftermiddag … men det er noget andet … 😉


  • efterbrænder

    Jeg ser jo helt almindelig ud udenpå, måske endda bedre end før, nu hvor håret er blevet ordnet og garderoben er blevet suppleret, men indeni er jeg ikke 100% endnu.

    Jeg kan mærke, at de sidste dages hændelser har slået skår i den ellers strålende facade.

    Hvis min søvn bliver forstyrret, går der tankemylder i hovedet, mit temperament slår flammer og min overbærenhed er beskeden. Koncentrationen er stadig ikke optimal og jeg glemmer ting, hvis jeg står i en situation hvor jeg skal gøre mere end en ting af gangen.

    Og jeg kan se, at et to timers møde sidst på eftermiddagen, er langt over min ydeevne.


  • Status efter stress

    Ugen, der har været ventet med en blanding af følelser, er nu til ende og weekenden kan træde i karakter.

    Det har været en god uge, på mange måder.

    Men jeg kan mærke, at jeg er kommet retur til en turbulent verden, der lige i disse dage er mere turbulent end normalt, idet endnu en organisationsændring er i gang med at blive udmøntet.

    Jeg kan også mærke, at jeg skal passe lidt på mig selv, da min arbejdssfære ikke er uden en del frustrationer. Jeg er åbenbart selv lidt af et kar, som nemt bliver fyldt op med andres frustrationer; en kop ærgelse der og en spandfuld forbigåethed her, blandet med skovlfulde af sarkasme og grimme ord om forskellige ting.

    Jeg er glad for, at jeg om mindre end en måned organisatorisk hører til et andet sted, selvom jeg først kommer til at flytte fysisk om et par måneder.

    Det er også underligt at været tilbage og alligevel ikke være en del af den verden jeg forlod for 9 uger siden. Min tilknytning til området er blevet cuttet, jeg skal ikke have nye sager, så det meste af min tid går med at rydde op og gøre klar til at forlade jobbet. Pludselig er kalenderen ryddet og man ved ikke hvad de andre holder møder om.

    Men det er ok. Jeg kan mærke at jeg føler glæde inden i mig selv. Mit grundhumør er godt og jeg stadig en smule teflonbelagt. Jeg er undværelig og det er godt.

    Så jeg tog en fridag i går. Min kæreste og jeg skulle have lært mere om digital foto. Vores nye digitale kamera kan en masse ting, som vi ikke kan, så vi havde meldt os til et hold på FOF.

    Ved en fejl havde vi fået meldt os til et hold der blev undervist i dagstimerne, så vi og de andre gamle hyggede os sidst og skulle så fortsætte med det i går.

    Desværre er vores kamera udisponibelt, efter en dykkertur og er stadig hos kameradoktoren, så det gjorde ikke så meget at holdet blev aflyst, fordi underviseren var syg – for vi brugte dagen på anden måde.

    I mangel af bil, var vi godt og grundigt rundt i København og omegn på cykel. Og jeg må konstatere, at min ende ikke er helt gearet (tøhø) til alt for meget cykling.

    Efter den første time begyndte jeg at pive og da vi kom ind i både den anden og tredje, så var jeg ikke noget sjovt selskab. Men da jeg havde fået et par snapse med frokosten, som blev indtaget i den gamle danske stil, kunne jeg i det mindste klare at komme hjem og få en time eller to på langs. Inden middagen blev indtaget i hyggeligt selskab.

    Og jeg synes tingene alt i alt går min vej.

    Jeg er glad for mit liv. I mit køleskab ligger vin på køl og der er købt ind af forskellige lækkerier. Nu skal jeg ud og løbe og så er der ellers dømt weekend.


  • Vandprøven

    Man kender det jo godt situationen, der lige inden en eller anden stopper på arbejdet og alle går rundt og siger; “hvordan skal vi dog klare os uden Børge/Poul/Peter/Marie eller Mette?” Og fem minutter efter de er stoppet, så er det som om at de aldrig har været der og afdelingen og verden klarer sig egentligt ret fint.

    Jeg troede, jeg havde bestået vandprøven* til ug med kryds og slange, men det viste sig, at jeg var lige så undværelig som alle andre.

    Jeg har været væk fra mit arbejde i 9 uger og indtil videre har alle mine eksterne kontakter spurgt mig, om jeg har haft en god ferie. Det har da på ingen måde voldt dem nogen problemer eller givet dem nogen spørgsmål, at jeg har været væk så længe.

    Så skulle fanden da ha’ at man får stress over sit arbejde.

    Den kloge lagde sin energi, der hvor man faktisk er uundværlig og unik; som ægtefælle, forældre, børn, søskende eller måske som moster?

    Jeg har på ingen måde været der for min kæreste, familie og måske specielt mine mosterunger i det forløbne år, selvom det er et af de steder i livet, hvor jeg er den eneste af slagsen.

    Det er nok en af de ting jeg godt vil gøre anderledes.

    *vandprøven: man tager en spand og fylder den op med vand, derefter stikker man sin arm ned i vandet og tager den op igen. Hvis armen efterlader et hul i vandet er man uundværelig.


  • Tilbage til verden

    Min alenetid render ud.

    I 9 uger har jeg tilbragt de fleste dage alene med mig og migselv. Tiden er gået forbløffende hurtigt og det er ikke meget jeg har fået lavet. Når man altså ser bort fra projektet med at samle mig selv op fra gulvet.

    Men nu er det snart nu, at det hele skal stå sin prøve. Mandag starter jeg igen på arbejdet. Stille og roligt og med udsigt til andre arbejdsopgaver fra 1. oktober. En tre ugers tid til at komme mig igen.

    Mellem det rolige overblik og de dybe indåndinger stritter en snært af rædsel sin grønne tunge ud og stikker til mig.

    Jeg tror det kommer til at gå godt. At jeg har lært af mine oplevelser, så jeg ikke havner i samme situation igen og at jeg, hvis jeg gør det, kan finde min vej ud af det igen.

    Men jeg er samtidig usikker på om jeg er kommet så langt som jeg burde være kommet. Stresstesten er stadig i det røde felt på nogle områder og jeg er stadig slem til at glemme ting og overbærenheden kan ind i mellem være ret minimal – men jeg håber at altsammen med tiden kommer på retur og at jeg til sidst bliver helt hel igen.


  • Den gode træthed og den anden

    Jeg vågnede med et hoved der summede af træthed og en nakke, der var stivnet i en underlig vinkel efter en urolig nats søvn. Det tegnede til en træls dag, og jeg var ved at aflyse de planer for dagen, der gjorde det nødvendigt at vælte ud af sengen kl. 6.

    Men jeg kom igang og små 12 timer senere kunne jeg slæbe våde dykkertasker tilbage til lejligheden fyldt med brugt gear efter en dejlig dag med dykning og fin spise på Kullen.

    Og nu er jeg træt igen.

    Men på den gode måde.

    Og jeg må igen konstatere at mennesker gør mig mere træt og udkørt end selv de hårdeste fysiske udfordringer,



  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem



De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com