Jeg kender masser af mennesker, der har det værre end mig. Og mange der ser lykkelige ud, uden at man ved om det er sandt eller facade.
Jeg havde planlagt, at mit næste indlæg skulle være en historie om min ferie. Og i de 4 uger jeg har holdt fri, har jeg taget mange smukke fotos til illustration.
Og jeg følte mig nulstillet da jeg kom retur til Danmark og hverdagen startede om mandagen for 12 dage siden.
En dag hvor jeg både kunne arbejde hjemmefra og på reduceret arbejdstid.
Alt gik godt. Og jeg havde endda overskud til at slå mit græs, efter arbejdstid.
Små 2 uger senere er jeg igen oppe i det røde felt og ugerne har været fuld af komplekse arbejdsopgaver, længere dage end beregnet, arbejdsmiljøsag og ord som Hjerneskade Center, hjerneskadekoordinator, neuropsykologisk udredning, revurderingstidspunkt, sygedagpengelovens forlængelsesmuligheder og mulighedserklæring.
Og alt den ro og balance, der var blevet skabt i de forgangne uger, er blæst væk.
Og når folk spørger mig hvordan det går, så ved jeg, at det ikke er tip-top, men jeg aner ikke om det er sådan jeg har det, om det er mit nye jeg og hverdag… eller om det bare er “den sædvanlige” tilbagevenden til hverdagen efter ferie, tilsat lidt ekstra turbo.
Men jeg skal forholde mig til det. Tik-tak. Tiden er gået. Jeg har været helt eller delvist sygemeldt siden slutningen af januar og det er klart, at tålmodigheden omkring mig er ved at rende ud.
Er du rask? Er du syg? Hvad kan du? Hvad kan du ikke? Hvad siger lægen? Hvad er prognosen? Er der nogen behandling?
Jeg kan være klar og forholde mig til komplekse problemstillinger på mit arbejde i ca. 1 1/2 til 2, 3 timer – men det kommer med den pris, at der eksempelvis bobler bunker op omkring mig derhjemme, fordi jeg ikke kan rydde op og støvsuge. At jeg må gå i seng med hovedpine – men ikke kan sove pga. tankemylder.
At jeg ikke orker at se nogen, og går i sort ved tanken om flere gæster til et fødselsdagsarrangent end planlagt. For mig er det ikke “bare 4 ekstra boller”.
Og når jeg så fucker op med bolleopskriften og hælder en halv liter vand i skålen istedet for en halv deciliter, ved jeg ikke om det skyldes det ene eller der andet. Men jeg tager troligt ud og køber nyt mel og sjusser mig frem til hvor meget ekstra smør, æg og mel der skal i det, der ligner pandekagedej og ikke bolledej. Og glemmer ekstra salt. Og har 20 usaltede boller og en ny problemstilling.
Jeg er ikke mig selv. Men jeg ved ikke hvem jeg er og om det her er mit nye jeg, om det er midlertidigt, eller endestationen.
Det eneste jeg ved, er at jeg ikke ved det.
Og at jeg ikke har nogen anelse om hvor jeg går videre herfra.
Verden er fuld af smukke steder, skønne steder og dejlige mennesker.
Og vi lader den stå et øjeblik.
Billederne er fra min ferie på Kreta, Tyskland, Slovenien, Kroatien og Tyskland.
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem