Sommer 2006


tirsdag 11. juli 2006 kl.0:17

image

Så kom du igen – du lunefulde måne – svævende for at fortælle, at der er gået en måned, siden jeg sov på en strand og vågnede med sand i håret og nye ideer i mit hovedet.

Det er altid værd at ønske, når man ser et stjerneskud – og nogen gange får man lige præcis hvad man ønsker sig. Og det er ikke nødvendigvis slemt.

Fly me to the moon – let me sing among those stars…..

mandag 10. juli 2006 kl.0:02

Jeg har et træ der hedder Sam og selvom det er små tyve år siden jeg flyttede hjemmefra, så er det stadig mit træ. Mit træ der blomstre og mit træ der står med blodrøde kirsebær klar til at blive høstet.

Morgens sms lød:

Hvis du skal plukke kirsebær i år – så er det nu. Kærligst Mor.

Så ungerne ind i bilen, søster bag rettet og turen til provinsen. Til formiddagskaffe og kirsebær hos det mødrende ophav og eftermiddagskaffe og dypning i den fædrende pool. Og grillfinale på altanen – mens fuglende kvidrede og trækronerne susede.

Det er nu dejlig på landet om sommeren.

Tilbage på Vesterbro står jeg nu med et par gode poser kirsebær, der i løbet af imorgen skal forvandles til kirsebærting.

Jeg har endnu ikke besluttet til hvad … men jeg kunne godt tænke mig at gemme nogen til senere. Noget med at kunne tage et glas hjemmesyltede kirsebær frem til julens risalamande – eller måske til noget konfekt.

Opskrifter og ideer modtages gerne….

onsdag 5. juli 2006 kl.16:21

Sommerfjasenheden er begyndt at ramme på mit arbejde. For mit vedkommende handler det primært om, at dem der sidder inde med oplysningerne alle er væk og at man så må gætte. Heldigvis er jeg så på ferie, når dem jeg gætter om kommer tilbage.

0-1 og 1-1.

I dag oplevede jeg dog også en anden side. Den involverede en afdelingschef i lyserød poloskjorte, skægstubbe og et noget nærgående spørgsmål: “hvad laver du så i din fritid?”

Vi er nemlig kommet på intranettet her på arbejdet, med billeder og en kort beskrivelse af os selv som personer.

Da jeg er nogenlunde lige så anal omkring min person på mit arbejde, som jeg er her på bloggen, har jeg selvfølgelig ikke skrevet en pind om mine fritidsinteresser. Og i disse stille tider var min profil så blevet studeret og heraf det personlige spørgsmål.

Det endte egentligt med en halv times snak om os selv som personer. Hvad jeg lavede når jeg ikke arbejdede og drømmejobs og jyder. Om alder og familie og hvad man gør i sommervarmen.

Og det burde man måske gøre noget oftere. Få taget sig tid til at kigge bag den professionelle facade og ind til den person der gemmer sig bag papirer, tal og love.

Det giver måske lidt mere rum. Rum til overbærenhed næste gang tempoet sættes op og papir, tal og love igen kommer i fokus.

tirsdag 4. juli 2006 kl.9:19

For mig har Sct. Hans altid været en slags sommerens jul. Jeg mener what’s not to like? Der er ild og lyse nætter. Der er jordbær og nåja – så er der ild.

Det må være mit vikingeblod der raser i årene, det der sætter urkræfterne i spil – at fejre sit sommersolhverv og sine guder. I aften skal jeg ned og lære noget mere om det. For første gang i mange år, skal jeg tilbage i tiden … jeg skal til Vikingespil i Frederikssund.

P.S.
Jeg håber det igen bliver noget med heste og slåsserier og drabeligheder.
P.P.S.
…. og ild, selvfølgelig

mandag 3. juli 2006 kl.0:25

Toget kørte kl. 16.53 – hvilket jeg kunne konstatere da jeg stod på perronen, med alt mit pik-pak og kunne få lov til at studere bagenden af toget. Så meget for DSB og deres forsinkelser – de kan da godt få toget til at gå til tiden.

Heldigt for mig, gik der et andet mindre end ti minutter senere. Dog kunne jeg ikke få pladsbillet. Men istedet for at have computeren på skødet og få arbejdet i de tre timer turen varede – endte det med at missen blev nusset på hele turen. Hun beklagede sig ikke og resten af turen var medvind og ned af bakke.

Der var lige så smukt ved andet besøg – hvis man ikke passer på, kan man jo nærmest gå hen og forelske sig…

Jordbær Udsigt HavudsigtVesterbrokatten på landet

« Forrige side