Kategori: Skavanker

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Mellem beslutninger og afgørelser og kamp for hjælp

    Jeg kæmper lige nu. Hænger i med neglene. Jeg arbejder mere end jeg reelt kan, i et forsøg på at beholde mit job. Og min verden er ved at falde fra hinanden.

    Men hvad vil du?” spørger folk. “Hvad ønsker du?

    Og det forstår jeg godt de spørger om. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal svare. Altså udover at jeg ønsker, at jeg ikke stod i denne her situation og at jeg rigtig, rigtig nødigt vil ende i en situation, hvor jeg mister mit arbejde, fordi jeg ikke er i stand til at arbejde, men at jeg samtidig ikke bliver anerkendt som syg.

    Jeg ved også, at min arbejdsplads reelt er forpligtet til at fastholde fremfor at afskedige – og at min situation sandsynligvis er omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb. Men jeg står også i den rimelige specielle situation, at den person der ved det, og normalt rådgiver arbejdspladsen om det – herunder vurdere om vi lovligt kan afskedige eller ej, er mig.

    Udover at man generelt ikke anbefaler at folk er deres egen sagsbehandlere, ligesom læger ikke opererer på sig selv, og advokater ikke går i retten med deres egne sager, så er der også andre grunde til, at det er svært for mig at rådgive min leder i min sag.

    Derfor søgte jeg om rådgivning og repræsentation hos min fagforening. De er enige i min vurdering af min situation, men går ikke ind i sager før der ligger en afsked. De deltager ikke i sygemøder. De siger, at enten kan jeg selv skal rådgive arbejdspladsen, alternativt bede min tillidsrepræsentant om at gøre det. Min tillidsrepræsentant, slår syv kryds foran sig og siger, at han slet ved ikke nok om reglerne til at sige noget til nogen, at han ikke har tid til at undersøge det, og at han i øvrigt kun er med til møderne for at lytte. Og så henviser han til at jeg skal bede fagforeningen om at komme på banen.

    På sygdomsiden har jeg det problem, at på den ene side har jeg en neurolog og en dykkerlæge der begge siger, at jeg bør udredes af en neuropsykolog da mine udfordringer er af neurokognitive karakter. Men et hjerneskade center der vurderer, at der ikke er behov for specialiseret neurofaglig indsats.

    Jeg har kontaktet et behandlingssted, der arbejder tværfagligt og måske kan overveje om de kan hjælpe… hvis jeg udfærdiger en beskrivelse af forløb, udtalelser, funktionsbegrænsninger mv. Hvilket er fair – men kræver kræfter og overskud jeg ikke har, fordi jeg arbejder for meget.

    Og endelig har jeg en sygedagpengeperiode, der udløber her i september og et Jobcenter, der skal vurderer om mine sygedagpenge kan forlænges eller ej. Og det har rigtig, rigtig stor betydning for min fremtid om de forlænges eller ej. Og jeg har en klar ide om at de nok ikke vil forlænge, da der pt. ikke lagt nogle behandlingsplaner – og jeg heller ikke passer ind i de andre forlængelsesmuligheder.

    Så alting koger i mit hoved. Og når det gør det, bliver jeg sjovt nok i stand til at arbejde mindre, udtrættes mere og kludrer endnu mere med alt.

    Så jeg tog ud i min have og plukkede mine pærer og lugede ukrudt.

    Og i dag, hvor jeg har restitutionsdag, vil jeg gøre netop det. Restituerere.

    Istedet for at tage mig af min gamle far, eller de 120 andre gøremål, der har hobet sig op pga. min træthed og manglede overskud.

    Jeg vil sætte mig ned og nulre frø. Akeleje og stokroser. Og lytte til en lydbog.

    Jeg ved, at det jeg er i nu, er en overgang.

    Jeg ved desværre også, at jeg mest af alt er alene i det – og at jeg så må gøre det der skal gøres. Og det kræver at jeg får hvilet, ro i hovedet og nattesøvn, så jeg kan bryde tingene op i delopgaver og få håndteret første del.

    Og at første del er at få beskrevet mine begrænsninger og symptomer – selvom det er svært, og jeg har forsøgt at undgå det, da jeg egentlig ikke har lyst til at se det i øjnene.


  • …indtil det ikke går længere

    Der var måske egentligt kun de sidste 14 dage før jeg fik skiftet min hofte i 2017, at jeg blev rigtig klar over hvor slemt det egentligt stod til.

    Der gik min cykel i stykker og jeg skulle derfor gå. Og det kunne jeg ikke. Men jeg havde ikke opdaget det tidligere, fordi jeg cyklede alle steder. Og var skiftet over til en el-cykel i 2016.

    Helt konkret manifestede det sig på en tur på halvanden kilometer fra stationen til min bolig. Som jeg ganske simpelt ikke kunne klare.

    Og den tur, blev også min nemesis i dag.

    Denne gang dog ikke med hoften, men dykkersygen.

    En af mine bivirkninger er svimmelhed og oplevelsen, som jeg bedst kan beskrive som, at jeg føler mig konstant “småfuld”. Sådan lidt ved siden af mig selv. Lidt ala “tåge-hjerne”.

    Svimmelheden er ikke længere konstant, men udløses af bestemte ting bl.a. at bære på noget tungt, mørke og lange gange.

    I dag skulle jeg gå fra samme station og hjem. Halvanden kilometer. Med en tung taske.

    Jeg havde været i Jylland, og for første gang siden ulykken uden bil. Kørte i bil derover og havde ikke tænkt på hjemrejsen, så jeg havde ikke pakket i en rullekuffert.

    Allerede de 5 meter fra sommerhuset til bilen fortalte mig, at det kunne jeg ikke. Men der var ligesom et tog, der ventede og jeg troede jeg kunne fikse noget hjælp i den anden ende.

    Da jeg landede i København blev det endnu mere tydeligt, at jeg kunne ikke gå og bære på mine ting samtidigt. Det som måske tidligere ville være bøvlet, men muligt, var nu helt umuligt.

    Det med at få hjælp fra en, der boede i nærheden lykkedes ikke og der var heller ikke nogen mennesker omkring mig jeg kunne bede om hjælp. Heldigvis var der en café tæt på stationen og jeg kunne stille tingene fra mig, gå hjem efter min cykel, cykle tilbage og så bringe tingene hjem på den måde.

    Det har været svært for mig at forklare mine funktionsbegrænsninger – men lige der; en søndag i solen, hvor jeg ikke var i stand til at gå og bære på en taske, blev de meget tydelige.

    Nogle af mine andre funktionsbegrænsninger er træthed og glemsomhed/forvirring og overfølsomhed overfor lyd og mange stimuli/mennesker- og det skulle da også lige dukke op i dag:

    Jeg besluttede mig for at cykle ned og hente en erstatning for noget, der havde været sendt til reparation.

    Jeg skulle 1 ting. Og kun det. For at kunne få den der nye dims, skulle jeg have købsæsken med til forretningen.

    Og derfor havde jeg også fundet æsken og sat den frem. Men jeg skulle lige skifte jakke, inden jeg tog afsted.

    Og fik åbenbart forvirret mig selv. For nede i forretningen, stod jeg tomhændet.

    Kunne så vælge mellem at tage turen tur/retur, eller håbe på at have overskud til at få det fikset i løbet af ugen.

    Jeg synes det var slemt nok her om søndagen og ved, at der vil være flere mennesker, mere lyd og ståhej, hvis jeg gør det på en hverdag, så jeg ville bare have det overstået.

    Så jeg tager turen tu/retur.

    Hjemme igen sætter jeg mig med en kop kaffe og en times tid senere vågner jeg og opdager, at jeg har været faldet i søvn.

    Jeg ved at mange andre også glemmer ting, eller bliver trætte – men det er ikke normalt for mig at blive slået ud af en cykeltur på 2×5 km og et indkøbscenter. Eller glemme den ene ting jeg skal huske.

    Og jeg begynder at opdage mine “huller” og shortcomings, på en anden måde end før min ferie. Og der skal mindre til at slå mig ud.


  • I ring vi går

    Udkommet hos neurologen var positivt … 29 ud af 30 point. Jeg kunne ikke stave “penge” bagfra. Det kunne jeg heller ikke tidligere. Ligesom jeg fortsat er dårlig til at regne.

    Skal MR scannes på onsdag. Og finde ud af hvordan man kommer i kontakt med en neuropsykolog?

    Neurologen vidste ikke hvordan man kom i kontakt med sådan en. Men mente at det ville nok være godt at tale med en. Specielt hvis jeg skulle have vurderet min arbejdsevne. Han vidste at hukommelsesklinikker kunne henvise. Men jeg er jo ikke koblet til sådan en klinik … og jeg var også klar over dato, måned, år og hvor jeg var og kunne huske på ordene “kuglenpen”, “blomst” og “papir”. Så hukommelsen så ikke ud til at fejle noget.

    Måske dykkerlægen kunne henvise?” Det tror jeg nu ikke, han ville ikke engang lave henvisningen til neurologen, selvom han er den, der ville have mig til neurolog. “Det skal gå af den rigtige kommandovej” sagde dykkerlægen, da jeg tidligere prøvede at få ham til at lave henvisningen til neurologen, fordi min egen læge var på ferie og de andre i lægehuset, også var på vej på ferie og derfor ikke ville se mig, men heller ikke henvise uden at se mig.

    Så måske Jobcenteret?” … sagde neurologen højt for sig selv.

    Hos Jobcenteret henviste sagsbehandlerens telefonsvarer til hovednummeret og til at man bedst kan få fat på hende, på netop det tidspunkt jeg ringer på. Men aldrig er lykkedes at fat på hende på. Hovednummeret er også det man skal ringe til, hvis man skal ændre sin næste samtaletid. Hvilket jeg også skal, så jeg ringer til hovednummeret for at ændre tid, og høre om sagsbehandleren måske er på ferie og derfor ikke svarer sin telefon?

    For jeg skal jo have fat på hende, også for at høre om hun ved noget om hvordan man kommer til en neuropsykolog.

    På hovednummeret kan de ikke oplyse om sagsbehandleren er på ferie. Men de ved hvem der er min sagsbehandler, for jeg har tastet mit cpr.nr. ind og om jeg er “borger” eller “arbejdsgiver”. Dem på hovednummeret kan heller ikke ændre tider. De skal man få gjort hos sagsbehandleren. Der som sagt ellers henviser til dem.

    Og så går der tid med det. Og sagsbehandlerens telefontid er slut.

    Og jeg tænker, at jeg heller ikke hvad det er for nogle blodprøver, jeg måske burde have haft fået lavet?

    Har du fået lavet blodprøver?” spurgte han nem. Ham neurologen. “Ja?” svarede jeg. “Hvad tænker du på specifik?” “Ja, er der nogen der har undersøgt dig og lavet blodprøver på dig“. Og næ, det er der ikke. Jeg blev jo oprindeligt diagnosticeret på afstand da jeg var i Mikronesien og alt tegner på at det jeg fejler er IEDCS … så nej, jeg har aldrig fået lavet blodprøver.

    Men under alle omstændigheder er vi i uge 29 og Danmark holder ferie, så jeg kan ikke rigtig gøre så meget ved så meget og imens går tiden og dagene med sygedagpenge klippes en dag for dag. Og måske er det bare tid der skal til. Jeg har i hvert fald fået det bedre efter vi skruede ned for noget andet medicin og arbejdstiden.

    Og jeg har fået nye briller, et blåt sygesikringskort og fortalt sygeplejersken i forsikringsselskabet, der skal behandle den medicinske forhåndsgodkendelse at neurologen ikke fandt noget … så måske jeg bare skal lade sygdom være sygdom, arbejde det jeg kan inden jeg selv skal på ferie og vente med at tænke på sygdom, udredning og arbejdsevne til september, hvor Danmark er vendt tilbage efter sommerferien.

    Og alt det når jeg at tænke og skrive, mens jeg venter på at forsikringssygeplejersken, får kigget på min journal og talt med en kollega og vender tilbage med et svar. For “det er jo en ret kompliceret sag, det her” … sagde hun og jeg sagde “ja og tak og du ringer bare tilbage“.


  • Ske-teorien

    Det er jo ikke sådan, at én skavank går væk, fordi man får en anden“, sagde jeg til min træner i går aftes. Hun ville have mig til at stå i planke, hvilket min skulder ikke ville, fordi jeg allerede havde lavet armbøjninger.

    Jeg husker ikke hvornår jeg stødte på ske teorien (*) første gang, men den gav med det samme mening i mit liv. Dengang døjede jeg med gigt og uforklarlige smerter. Og selvom min nye hofte, reducerede arbejdstid og generelle aktivitetsniveau, har fjernet nogle af mine smerter, så skal jeg fortsat forholde mig til hvad jeg kan/ikke kan i forhold til træningsøvelser.

    Samtidig med at jeg nu kan lægge svimmelhed, udtrætning, humørsvingninger og senest kognitive besværligheder fra min IEDCS oveni.

    (*) Ske teorien er en metafor, der beskriver hvor meget fysisk og/eller mental energi (skeer), vi alle sammen har til rådighed til daglige aktiviteter og opgaver, og hvordan man, når man har en sygdom, bruger sin energi (skeer) hurtigere end normale mennesker – se det oprindelige blogindlæg her: The Spoon Theory

    Der er ingen tvivl om, at min nye situation har gjort, at jeg skal bruge endnu flere “skeer” til almindelige daglig gøremål end tidligere. Og at jeg som et resultat af det, løber tør for skeer langt tidligere og også langt tidligere end både jeg og folk omkring mig forstår.

    Seneste tiltag er at jeg skal bruge kræfter på det der ellers er “automathandlinger” – såsom at slukke for ellen på min elcykel og huske at låse den og tage nøglerne med mig. Eller at låse døren til mit hus, selvom der er en der taler med mig samtidig.

    Og efter sådan en dag som i dag, hvor jeg har skulle hænge i telefonkø for at høre om min forsikring dækker mine forsvundne briller (nej), ny telefonkø for at høre hvad jeg skulle gøre for at sikre, at min rejseforsikring stadig gælder (måske), udfylde medicinsk forhåndsgodkendelse på nettet, hænge i ny kø hos sygeplejeske der skulle vurdere “måske’et” i forhold til den mediciske forhåndsgodkendelse (det skal videre til en læge)og derefter indhente og efterfølgende oploade dokumenter til yderligere vurdering hos læge for medicinsk forhåndsgodkendelse (afventer) + bestille blåt sygesikringskort, da det jeg havde var udløbet … og nåja få bestilt tid hos neurolog og efterfølgende udfylde 2 spørgsskemaer .. så har jeg faktisk ikke nogen skeer tilbage.


  • Nye begyndelser

    Mere end 4 år efter jeg fik diagnosen artrose – slidgigt – i min højre hofte, fik jeg endelig en ny hofte.

    img_20180704_2008571604465817685272516.jpg

    En ny skinnende protese blev indopereret i min højre hofte. Og det er nu den, der fører mit ben, når jeg bevæger det.

    Det har været noget af en rejse, sådan at få en ny hofte.

    Jeg havde supertravlt op til selve operationen og havde ikke tænkt på, at der skulle lægges tid ind i forundersøgelser, eller patientseminar. Så jeg kom fuldstændig uforberedt til operationen.

    Det kan jeg se nu, ikke var nogen fordel.

    Bl.a. var jeg ikke klar over, at der var en risiko for at ens ben ville blive af ulige længde. Lærte det “the hard way” – tak for ondt i ryggen og livslange indlæg i sko.

    Var heller ikke klar over, at jo flere muskler man kommer ind med, jo mere ondt gør det bagefter. Fandt ud af det, da nabokonen på knapt 80 var hurtigere ude af sengen end mig, og også i den grad sov igennem, den første nat.

    Men jeg kom over det. Kom over de helt utrolige smerter, jeg havde lige efter operationen. At alting er pænt besværligt, når man går med to krykker. Alt jeg bare var træt, træt, træt i mere end 8 uger efter. Alt min svangsenebetændelse kom tilbage da jeg begyndte at kunne gå igen – sammen med ondt i ryggen pga. benlængdeforskel.

    I morgen er det 3 måneder siden jeg fik min nye hofte og vi er ved at vende os til vores nye tilværelse sammen. En af de ting jeg forsøger at genoptage er gang.

    De sidste 4 år er min gangratio blevet mindre og mindre. Lige inden operationen var jeg nødt til at gå fra stationen og hjem. En tur på 1,4 km. 17 min siger Googlemaps. Jeg ved ikke hvor lang tid det tog, men det var en tur i smerter, sved og fortvivlelse. Der blev jeg i den grad klar over, hvor slemt det stod til. En sandhed jeg på mange måder havde skjult for mig selv, og et handicap jeg ikke følte, fordi jeg er så heldig, at have en el-cykel og derfor ikke behøvede at gå (eller cykle) særligt meget.

    Men nu går jeg igen og jeg har et mål der hedder 30 minutter hver dag. Jeg prøver at finde gode steder at gå. Og jeg indsnuser sensommerens vej til efteråret og glæder mig over, at jeg har muligheden for at komme ud i dagslys og gå, gå, gå.

    img_20180929_1123246680818832311031541.jpg


  • Binyrebarkhormon-pushere

    Det er som om at binyrebarkhormoner er alle lægers vidundermiddel.

    Ondt i foden – *slam* så får du en kanyle med binyrebarkhormon sprøjtet ind. Problemer med ryggen eller albue … jammen det fikset da med binyrebarkhormon … og åndedrætsbesvær? Jammen så inhalerer du da bare noget binyrebarkhormon …

    Det sidste fandt jeg da i hvert fald lige ud af her for et øjeblik siden – og blev pissesur på min læge.

    Har døjet med hoste i et par måneder nu. Hoste og nys. Sygdom. Og så hoste og nys igen. Og var til lægen forleden.

    Er nu igennem det helt store udredelsesprogram, med blod og urintest samt røntgen af lungerne.

    Men mens det stod på ville han gerne give mig noget medicin, som hvis det virkede, ville påvise at det var noget astmabetinget. Da jeg tidligere har lidt af anstrengelsesastma når det er koldt, lød det meget plausibelt, at det kunne være sådan noget der spillede ind, nu hvor vejret ikke vil blive varmere.

    Så jeg købte og inhalerende – lige indtil jeg fik læst indlæggelsessedlen og opdagede at det var det forhadte binyrebarkhormon, jeg stod og hældte lige ned i lungerne.

    Og så blev jeg sur. Sur over ikke at få ordentlig besked, sur over at have brugt 450 kr. jeg dårligt har, på medicin jeg ikke har lyst til at bruge – og over at de her læger udskriver den medicin, som om at det var komplet ufarligt.

    Binyrebarkhormon kan påvirke psyken på en lang række måder og det er er en risiko jeg ikke ønsker at udsætte mig selv for. Ubehandlet anstregelsesastma kan så til gengæld give en kroniske problemer med lungerne og nedsætte ens daglige livskvalitet pga. træthed, hoste, flere forkølelser og lungebetændelser.

    … damned if you do and damned if you don’t….


  • Mortons Neurom

    Jeg burde have et tag der hedder “dårlige fødder” .. både på bloggen her og måske også ude i den virkelige verden, eksempelvis som et manillamærke sat rundt om tåen…

    For der er ingen tvivl om, at jeg dels har skrevet meget om mine dumme fødder og at jeg også får en del trafik på søgeord som “forfodsnedfald” og “smerter i fødderne” og lignede.

    Jeg ved jo godt at hele problematikken er startet med at jeg har trådt i noget sort magi og at jeg ikke betalte 200 rupies til en håndlæser i Indien, for at få det fjernet … men når man ser bort fra det, så har jeg efterhånden fået knyttet flere og flere diagnoser på mine fødder, uden at jeg nødvendigvis har fået det bedre med dem.

    Jeg har forfodsnedfald og er platfodet (selvom nogen siger at det er jeg alligevel ikke), jeg har hypermobile fødder, springtå, knyst, gigt i storetåen og måske også oversensitive fødder.

    Og da jeg i forrige uge var på Hvidovre Hospital for at få en “second opinion” fik jeg endnu en diagnose og en tilstand knyttet til fusselankerne:

    Mortons tå

    og

    Mortons Neurom

    Det første handler sådan set bare om at min “pegetå” er længere end min storetå. Det kaldes også græsk fod, fordi det var den fodform, der var den herskende (og klart den skønneste!) indenfor den græske kultur og skulpturverden.

    Bonusinfo: er din storetå den længste kaldes det egyptiske fødder.. og det er jo en lille smule sjovt, at jeg efter et år i Egypten finder ud af at også mine tæer fornægter Egypten 😉

    Min fods form sammen med min platfodshed og forfodsnedfaldet (der igen har sammenhæng med ungdommens brug af stiletter og 80’er spidse sko) har så ledt mig hen til det lidelsen Mortons Neurom … som efter lægens forklaring er grunden til min oplevelse af, at gå på glasskår.

    Det førte mig så hen til den behandling (indsprøjtning med binyrebarkhormon) som blev foretaget i umiddelbar tilknytning til at jeg fik diagnosen.

    Og sjældent har jeg oplevet noget så smertefuldt!

    Jeg burde have anet uråd da sygeplejersken stillede sig ved siden af mig med ordene “jeg er her hvis du har brug for at holde en i hånden” – en jeg var sej – også selvom han fortsatte med ordene “det kommer til at gøre ondt … rigtig ondt!“.

    Og det gjorde ondt. Det gjorde ondt mens det stod på. Det gjorde ondt da jeg gik hjem og det har gjort ondt i mere end en uge efter, hvor jeg humpede rundt og var uforberedt halt.

    Det gør så ikke ondt mere – men jeg synes heller ikke at jeg har oplevet nogen lettelse i symptomerne.

    Og jeg overvejer om det egentligt altid er for det bedste at få afdækket alle kringelkrogene af ens krops skavanker? Eller om man i virkeligheden er bedst stillet med troen på at man engang har trådt i noget sort magi, og at man ved en rejse til Indien kan få det fjernet … måske endda stadig for 200 rupies…?


  • Sprød

    Jeg tror jeg altid har reageret på kriser med aktivitet. Derfor behandlede jeg også min nye civilstatus med lige at flytte op og ned på min bolig – og få malet fra top til bund … samtidig med at jeg lige gav den bundgas på motion og opbygning af virksomhed.

    Og det gav mig en masse fed energi.

    Nye rammer, lethed i indretningen, masser er af nye mennesker i et voksende netværk og opbygning af muskler. Det kørte på mange måder for mig

    … men efter optur kommer nedtur.

    Det siger næsten sig selv. Og jeg var også klar over det, da jeg kørte løs på min lille optursvind.

    Men hvor meget og hvordan nedturen ville ramme mig, havde jeg ikke lige set:

    Onsdag i sidste uge går jeg omkuld med en kæmpe forkølelse/ondt i halsen/hoste som jeg kæmpede mig igennem inden jeg kunne lægge mig til sengs.

    I weekenden hvor jeg ellers nærmest ikke rørte mig, lykkedes det mig alligevel at knække en tand.

    Mandag tror jeg at jeg skal til en fodundersøgelse – men den udvikler sig til at jeg få en ny foddiagnose slynget i hovedet og nærmest simultant jaget en kæmpe kanyle med binyrebarkhormon i foden for at “smadre nerven” …

    Total overraskende, totalt overgrebsagtigt … og helt vildt smertefuldt, både under og efter.

    Nu haltende, tager jeg så tirsdag til tandlæge.

    Får forsøgsvis revet den halve tand ud …da lugten af rådenskab strømmer ud er jeg jo klar over at den ikke er helt god – men at den alligevel skulle være slem for 20.000 kr. kom alligevel bag på mig.

    Så her onsdag ugen efter er jeg stadig snotforkølet, kan ikke støtte på den ene fod, har et krater i min mund – og ser mod en økonomisk afgrund jeg simpelhen ikke kan overskue.

    Jeg ved at også det vil gå over, at min verden altid er cirkulær og de ting der går op kommer ned og når man er nede kommer man op igen.

    Men lige nu og her er jeg sprød som kinesisk porcelæn og jeg står for enden af en bowlingbane og ser holdet geare op ….


  • Om fæle fødder og det at have fod på det

    Jeg synes det er svært, når jeg virkelig, virkelig forsøger at være seriøs omkring mine fødder og giver dem indlæg og ordentligt (grimt – men sundt) fodtøj … og jeg så alligevel ikke bliver lille Lise let på tå.

    Det bliver ikke nemmere når dem der er sat i verden for at hjælpe en, bruger to nanosekunder på mig, fødderne og historien og blot sender mig videre med et cd-rom, med mine fødder i røntgen og besked om at få lavet et nyt indlæg  og ellers gå i gummisko.

    Jeg synes ikke at jeg bliver taget seriøst, nu hvor jeg ellers seriøst søger at tage mig selv og mit fodproblem seriøst.

    Jeg har ikke lyst til at trave fra den ene fodindlægsfabrikant til den næste og hive 1000 kr. sedlerne op af lommen som jeg træder mine famlende skridt. Og det er ikke godt nok at jeg ikke får at vide hvad der egentligt er i vejen, hvad prognosen og fremtiden er og hvad jeg kan gøre for at gøre tingene rigtigt og hvad der er forkert.

    Og det er godt nok svært at navigere i denne (nye) verden.

    Heldigvis har jeg fået muligheden for at læne mig lidt op ad en andens erfaringer. Jeg har fået gode råd og navn på en der skulle være konge blandt fodindlægsfabrikater, jeg har fået indsigt i hvor der skulle findes de bedste ortopædkirurger og jeg har fået lov til at snuse i en anden følsom fods skosamling.

    Og når man giver op overfor de professionelle og deres manglende råd, er det godt at kunne hente erfaring fra andre.

    Jeg er ikke kommet i mål endnu, men havde jeg ikke fået den opbakning jeg synes jeg har fået via bloggen her, ja så var jeg da gået helt i udu, her efter mit sidste besøg hos ortopædkirurgen, der brugte lige så lidt tid på mine fødder som første gang og blot kunne supplere min fodhistorie med “slidgigt i storetåen … men det er ikke noget der betyder noget“.

    Nu er det lykkedes mig at få en tid hos min gamle fodindlægsfabrikant, for at se om der er noget galt med det indlæg jeg har. Og en anden tid hos en ny fodindlægsfabrikat for at få en anden mening. Desuden har jeg booket tid hos en fodterapeut for at få forkælet mine fødder.

    Og det sammen med et par nye adresser på fodtøjsforretninger til sarte fødder, som jeg skal besøge her en af dagene, håber jeg at jeg kommer lidt tættere på oplevelsen af at have styr på fusserne.


  • Om sexede sko og hypermobilitet

    Når man ser amerikanske tvserier er tanken om en hypermobil partner, nogenlunde oppe på samme niveau, som to piger der slås med puder i deres undertøj. Så hot. Det der siger *wham-pang* … og får tungen til at rulle sig ud. Altså på de hankønsvæsener der kigger på

    Overvejer om hypermobile fødder også gør det for dem?

    For det er så det, jeg _også_ har.

    Sammen med knyst, forfodsnedfald, springtå og platfodhed.

    Fra påske og fremad, har jeg raskt ignoreret mine fødder. Puttet dem i de sandaler jeg har det så godt i og er travet lystigt rundt uden problemer. Indtil for sådan 14 dages tid siden hvor en forkølelse forklarede mig, at det nu var på tide at få sko på igen og mit mareridt startede igen.

    Udover mine dukke-lise sko, havde jeg ikke rigtig noget fodtøj, så jeg måtte ud igen og se hvad jeg kunne gøre mig i. Bevæbnet med indlæg og tålmodighed var jeg gennem to butikker – og kom ud med de sko, hvis billede jeg har tystjålet fra new feets kollektion og sat ind nede i bunden.

    For det blev new feet igen. Heldigvis i et lidt smartere udtryk end sidst. Men stadig langt fra stiletter og andet der oser af sex.

    Hvis det så var sådan at mine fødder havde det som blommen i et æg, når jeg gik ud i verden i mine sko dyre sko med dyrt indlæg i så ville det være til at bære. Men problemet er jo bare at det gør de ikke.

    Det gør stadig ondt.

    Og så er det bare svært at holde ud og holde ved. For skal jeg have ondt i fødderne, så er jeg stadig så forfængelig, at jeg lige så godt kan have det i sko jeg kan lide at se på, som sko jeg selv synes er grimme.

    Jeg har af kloge folk fået at vide, at jeg lige skal få gået mit indlæg til og at det måske er derfor jeg ikke har det fuldstændigt perfekt endnu.

    Så jeg forsøger at væbne mig med tålmodighed (og grimme sko).

    Og mens jeg gør det, har jeg også fået en aftale med en ortopædkirurg i stand. Og havde mit første møde med ham i går. Et meget hurtigt møde. Som udmundede i udsagnet om hypermobile fødder og en henvisning til en røntgenklinik.

    Samt en fortælling om at jeg bare skulle gå i gummisko.

    Gummisko havde det hele og specielt de tre ting der var godt for mine fødder: hælkap, stødabsorberende og kan snørres.

    Jammen” sagde jeg. “gummisko går måske ikke til alt slags tøj“.

    Men det gør det. Sagde lægen. Han havde nemlig være i USA og der gik folk med gummisko til alt. Han havde selv set mennesker i smoking og gummisko.

    “... men nok ikke også til balkjoler?” sagde jeg til min kæreste, da jeg om aften genfortalte historien og var kommet mig over mit 2½ minutstjek, som jeg i øvrigt  havde ventet 2½ måned på.

    Men jeg har ikke købt gummisko endnu. Og jeg overvejer lidt at droppe det der med sko igen, eller gå tilbage til de af mine gamle sko, som jeg ikke har fået afsat. Og hvis den hånd jeg har rakt ud efter hjælp ikke viser mig vejen til de vise sten, så overvejer jeg klart at putte mine fødder i noget smart igen …

    StøvlerStøvlerStøvler



  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem



De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com