Kategori: Skønhed

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Grimhedssøvn

    Nogen i familien lider af søvnløshed – og æv, bæv, buh for det … men tro ikke, at det gør det nemt for andre i familien at få deres nødvendige søvn – hverken lys, tv eller tidlig opståen er gavnligt for den medfølgendes søvnmønster. Og der er ingen tvivl om at jeg lige for tiden for for lidt uafbrudt søvn og er ved at udvikle poser under øjnene.

    Og mens jeg længdes efter mere søvn, kan jeg samtidig se, at de der soveri på ingen måde er gavnligt for den måde tingene folder i mit ansigt om morgenen og jeg overvejer om der overhovedet findes den rette mængde søvn?

    … og det giver mig anledning til at reposte et indlæg jeg skrev mens jeg var i Egypten:

    Da jeg var yngre var jeg sikker på, at grunden til at jeg altid blev skudt til at være yngre end mine år skyldtes, at jeg sov mere end den gennemsnitlige kvinde på min alder.

    Ikke fordi jeg nødvendigvis sov mere end de normale otte timer om dagen, men netop fordi jeg fik de “normale” otte timer om natten, som alle der har børn ved, at ingen normale kvinder får.

    Det vil sige, at jeg sov som en mand og så ud som en yngre kvinde.

    Hernede får jeg faktisk sovet mere, end jeg gør derhjemme. Dagen slutter kl. 18, når det er mørkt og på grund af det hårde arbejde og den store grad af udeliv – og en begrænset social udfoldelse, så kommer jeg tit op på noget der hedder 9-10 timers søvn om dagen.

    Og når vi nu altid er blevet hylet ørene fulde af termen “skønhedssøvn” skulle man jo tro, at jeg havde trukket alen fra mine fysiske år.

    Men sådan er det ikke, for når man kommer op i den alder hvor huden mister den første ungdoms elektricitet, har søvn den modsatte effekt.

    Ok, ok, hvis man har en række nætter hvor man ikke får sovet, kan man stadig se rædselsfuld ud om morgen, med hule kinder og sorte render under øjnene, men når man får sovet en masse, kan det også give sig udtryk i “søvnskader”.

    De første skader kommer til de barnfagre kvinder. Giv mig en kvinde med en C+ og jeg skal vise dig en kvinde med en foldet kavalergang. Det er næsten lige så sikkert som amen i kirken og det er mange år siden, at jeg (forsøgte at) holde op med at være frustreret over, at min mor – trods vores aldersforskel – har mange færre rynker i kavalergangen end mig, fordi jeg tager efter den barmfagre del af min faders familie istedet for A-skålene i min mors del af familien.

    Men når en kvinde – med en ordentlig barm – sover på siden, eller i fosterstilling, så vil brysterne uundværeligt lægge sig til rette på en måde, der giver guirlander i kavalergangen.

    Det er faktisk så meget en konkrethed, at der i Gud Eget Land, selvfølgelig er blevet produceret en pude, der kan reducere de “brystrynker” der opstår, når man sover på siden.

    Nu bor jeg jo selv i en anden guds land og også udenfor postvæsenets rækkevidde – så sådan en pude kan ikke blive en del af mit sovemønster det næste års tid.

    Men der er ingen tvivl om, at når man som jeg seriøst har overvejet, hvad man kan gøre for at fjerne rynkerne i kavalergangen, så virker det tillokkende med en pude, der kan fjerne problemet … hvis det altså gør det, og hvis man ikke virker lidt sølle ala hindgange Al-Capone-Phone, med en strap-on brystpude i dobbeltsengen….

    Men jeg har opdaget, at man kan gøre noget selv, for at forhindre “søvnrynker”.

    Da vi havde boet en uges tid i vores forrige lejlighed, opdagede jeg nemlig, at jeg fik flere og flere rynker omkring min mund.

    Jeg forstod det ikke, for det var den slags rynker man ellers forbinder med rygere, og jeg ryger ikke – og jeg går heller ikke og laver “kyssemund” til folk, som ellers er den anden måde jeg kan få rynkerne frem på.

    Men hvad jeg gjorde, opdagede jeg – var at jeg sov med en alt for hård og alt for høj hovedpude – og når man som mig, sover på siden, så “skubbede” hovedpuden munden sammen.

    Sammenskubningen gennem hele natten gjorde, at jeg vågnede op med “hønserøvsmund”, som vi så yndigt kalder det i den mødrende del af familien, hvor hønserøvsmunden er en del af familiekendetegnet, men et tegn jeg hidtil har været forskånet for, fordi jeg som sagt har hevet mere op af den fædrende del af genpuljen.

    Efter vi er flyttet har vi skiftet fra tykke puder til tynde – og jeg kan faktisk se en konsekvens af det om morgen, hvor jeg ikke længere har så dybe rynker langs med læberne.

    Men man siger, at de smarte sover på ryggen – for det er på den måde man får den bedste sovestilling, og skaber færrest rynker for sig selv … og det er ikke bare noget jeg siger – det har også stået i BT (Guide: her er den bedste sovestilling), og det ville også være fint nok, hvis det ikke lige var fordi, at min kæreste har en tendens til at sige “sysh…. sysssh…. SYSSSH…” i et hastigt stigende toneleje, når jeg gør det.

    Af en eller anden årsag påstår han, at der kommer små feminine snork ud af mig, når jeg sover sådan. Hvordan han så kan høre det over sine egne tordenbrag af snorken, skal mig være usagt.

    Men måske skal jeg kompensere for den manglende nattesøvn på ryggen, ved at iføre mig alle de tingester lægelige folk har ment jeg skulle iføre mig om natten … bideskinne for ikke at skære tænder, fodskinne for at rette op på knysterne … og endelig brystpuden mod rynkerne.

    Men jeg gør det ikke, for jeg er en del af min mors familie … og selvom jeg syntes, at det var lidt sjovt, at min mormor altid tog læbestift på når hun gik i seng, fordi hun ville se pæn ud, hvis der gik brand i huset om natten, så er det selvsamme tanke der gør, at jeg aldrig ville kunne iføre mig alle de himstergimster, for hvordan ville det ikke lige se ud hvis man skulle reddes midt om natten …. fra  sin grimhedssøvn.


  • I nye farver

    “En lyserød kjole!!!”, sagde min søster forbavset til mig Mortens Aften.

    Og endelig fik mit meget utraditionelle – og ultra-ikke-mig, valg af beklædning den opmærksomhed som det fortjente.

    Når man som mig i rigtig mange år har gået i sort og kun i meget begrænset omfang har bevæget sig udenfor den farve (eller gråt og hvidt), og i de tilfælde hvor jeg har gjort det, har jeg stort set kun været inde om armygrøn, petrolium eller højrød, så er lyserød (eller gammelrosa, som den egentlig er) et meget stort skridt.

    Sidst jeg havde noget tøj, der bare mindede om lyserød var i 80’erne, hvor det var topmoderne at købe tøj i Frøkjær og et hit at have en pink kedeldragt.

    Og sådan en havde jeg. Med turkise sko og turkist bælte.

    Men når der først er taget hul på bylden så er det nærmest som om at farven flyder ind over mit liv:

     


  • Sidste nat i det gamle hus

    hus

    Siden påske har mine forældre været igang med at flytte. Ikke så meget i realiteten men meget i snak og tanker.

    Huset er nu blevet solgt, et nyt er købt og uret der afmåler de dage der er tilbage, tikker sit ubønhørlige *TIK-TAK* og knuser småbitte bidder af tiden, dag for dag, time for time, minut for minut … og spytter knuste sekunderne ud mellem sine tandhjul.

    Om 14 dage flytter de ud og nogle andre kommer ind og overtager mit barndomshjem.

    Hidtil har jeg primært været fokuseret på den lettelse det vil være for mine forældre at slippe for arbejdsbyrden ved , at skulle holde et stort hus og en kæmpe have. Håbet på at deres nye liv vil give dem overskud til nogen af alle de ting, de også gerne har villet lave, men som hele tiden er blevet skudt til side på grund af ansvarsfølelsen over, at skulle holde huset.

    Forholdet mellem hvem der ejer hvem, er for mange år siden blevet byttet rundt, sådan at det helt klart har været huset, der har ejet dem og ikke omvendt.

    Men nu hvor tiden mod flytningen nærmer sig, kan jeg godt mærke, at huset også ejer en lille smule af mig, selvom over halvdelen af mit liv er gået siden jeg flyttede ud.

    Her i weekenden sov jeg i huset, i det der nok bliver sidste gang. Og om morgenen gik min mor og jeg en tur med hunden. Gennem haven, over markerne og rundt på engen. En tur der nok bliver gået på den måde for sidste gang.

    Og tankerne om alt det der ikke kommer til at ske mere og alle de ting der er sket i sammenknytning med lige netop det hus og den barndom, der blev levet der, går gennem mig, som sød-syrlige gys.

    Mine forældre byggede huset. Og jeg tror at mellem sten og brædder blev der i lagt små bidder af min sjæl, som nu ikke helt ved hvor de skal finde hen og slå sig til ro:


  • Indflyvning til nye tider

    Selvom frosten endnu ikke har bidt mig i kinderne, kunne jeg se at skaden var sket ude i min have. For mens jeg tilbragte en solbeskinnet dag med veksling af vinterklargøring og læsning i med næsen mod solen, stod de tidligere så strunke sommerblomster og hang med ørene.

    Kronbladene var blevet trætte.

    Men jeg rev det der til næste år skal blive min (mini) græsplæne. Flyttede overskudsjord over i mit lidt for lave højbed. Lagde de andre højbede til ro, med en let efterårsgravning, efterårsgødning, kalt og planterrester som regnormene kan lyste sig med indtil det igen er tid til nye planter. 

    Jeg satte mine jordbærstiklinger i deres nye bed, pottede mine asparges om i større potter og så nød jeg synet af små rødkælke, der kom helt tæt på og nippede i jorden. Da de lever af snegle, insekter og orme, håbede jeg at det var eventuelt dræbesnegle yngel det gurglede ned og ikke mine livsgivende fede regnorme.

    Søndag var en perfekt afslutning på en dejlig weekend.

    Om fredagen havde jeg fejret ungdommen og viisdommen ved at blive klogere på tingene, da jeg sammen med mosterungerne smagte og lyttede mig igennem kulturnattens lærdom på LIFE. Bagefter rørte vi kulturen og selv rørt, da det stod på gospel i en frikirke på Frederiksberg.

    Om lørdagen fejrede jeg en helt anden kultur, da min haveforening fejrede sin 70 års fødselsdag, med middag, taler, underholdende indlæg og sange. For 70 år siden var der 1000 små haver. Idag er vi 68 og spørgsmålet er om vi overlever de næste 70 år.

    Og om søndagen nødt jeg så at lige, i dette øjeblik består mit helt eget lille fredsfyldte hjørne endnu, selvom det er ved at lægge an til vinter.

    Og måske består det også om 70 år, for der er at håb for fremtiden, når min nevø på 12 år cyklede byen rundt med en helt stok grøntkål på bagagebægeren fordi han på LIFE havde fået smag for juice lavet af æbler, persille og grøntkål.

    … for efter lysten til at spise naturen, kommer måske også lysten til at dyrke den?


  • Kærlighedsgaver

    I den sidste tid har min kæreste nærmest på daglig basis, sendt mig mms’er med billeder af døde mus, der ligger lit de parade.

    I dag blev musene suppleret med Bertrams første fugl, der lige som de andre små dyr blev slæbt hjem og præsenteret for kæresten. Selvom man ved at det er kattens natur, så er det alligevel svært at se det skønne i at blive præsenteret for små døde dyr, dag ud og dag ind.

    Så er det noget helt andet at blive ringet op af vores receptionist og få at vide, at der er ankommet en buket blomster til mig.

    Så det var med lette fjedrende skridt jeg smuttede ned og hentede min kærlighedsgave, som var så meget lettere at forholde sig til end døde mus og fugle. Og pigerne på kontoret blev helt bløde i blikket, da jeg fortalte at de var fra min kæreste og at han glædede sig til, at jeg snart skal over og holde ferie hos ham.

    … og jeg blev lige så blød og sød, som kvinderne i interflora reklamerne….

    … og jeg havde kun vredet armen ganske let om på ryggen af kæresten for at få ham til at sende mig blomster…


  • I stormens øje

    Inde midt i stormens øje kan man putte sig og få ro.

    Og der sidder jeg nu.

    Gemt væk fra mennesker man har kendt i over 20 år, og som bare pludseligt går hen og dør. Eller venner hvis børn skal aktiveres, for ikke at skrige. Naboer, der alligevel bliver sure og smider hegn, hen foran ens låge, og eller vrisser over manglende digitalis, som uduelig arbejdsmand har trukket op og aldrig sat ned igen. Arbejdsmand, der i øvrigt lover at lave have og i stedet bare graver et hul – og efterlader mere til oprydning, end det arbejde man startede ud med.

    For mistet sten i svigermors ring, stillinger den genopslås, men man kan søge igen – dobbelt fuck dig. Fra chefer der melder fra til styregruppemøder, så alle beslutninger må skyde (selvom projektets tidsfrister skal holdes), planter der står og dør fordi de ikke kommer i jorden og jordbær, der istedet for at fylde nogen med fryd og sødme, måske ender med at rådne, fordi man ikke kan plukke dem fra en anden landsdel.

    Men jeg holder fri fra det.

    Og nyder solens varme i sommerlandet. Hører fuglene synge og ser kattens smil, når den igen har fanget en mus og kan rulle rundt på jorden og blive rigtig beskidt.

    Et øjebliks fred mens weekendens gæster sejler rundt for at finde fiskefrikadeller og friske kyllinger og kæresten får lov til at lege med sin båd, sammen med nogen, der faktisk sætter pris på det.

    Alle er glade og jeg prøver at glemme alt det jeg ikke når og det faktum, at jeg godt ved hvad det betyder, når jeg vågner om morgen og mine hænder ikke kan bruges fordi det summer i dem, som havde jeg gemt en bistade derinde.

    Jeg folder forsigtig fingrene ud en efter en, og jeg føler mig lidt som en sommerfugl, der lige er kommet ud af sin puppe og sidder på en kvist i solen, mens vingerne tørrer og pumpes fulde af blod.

    Snart er jeg klar til at flyve igen.

    Ud af stormens øje.


  • Forårsfornemmelser

    I går trak tingene den ene vej – og jeg tænkte dystre tanker. Men efter en snak og en god nats søvn, trækker tingene igen i en mere rigtig retning. Og det er jeg glad for.

    Også fordi at det betyder, at jeg igen kan glædes over årets skiften og at jeg lige præcis er her, hvor det hele vender og livsglæder suser igennem mig som en overfyldt forårsflod.

    Jeg elsker den her tid, hvor forårssolen skinner med sin ubarmhjertlige klarhed og oplyser både vinterens hengemtheder og foråret fornyelser. Når himlen er skærende babyblå og træerne stadig står nøgne.

    Om 12 dage er jeg nede i noget der er mere solrigt og varmt – men lige nu og her glæder jeg mig allermest til påsken og til at indtage sommerlandet på ny – og starte sæssonen op med gode venner, grill og havet lige nede af stien.

    Men inden jeg når dertil, skal jeg ud i min have og se om alt sneen endelig er smeltet, om jeg kan komme til de sidste jordskokker, om mine forårsblomster er kommet op, eller om løgene er blevet ædt af rådyrene i løbet af vinteren – og om min nye hængelås har gjort sit arbejde, eller om jeg (igen) har haft ubudne folk på besøg.

    Så jeg har pakket mig godt ind. Læsset forskellige forårsløg i poser og nu er jeg den der er smuttet.

    Hej, forår – er det mig du smiler til?


  • Morgenlys

    Da jeg stod op, var det til en dybblå himmel med tjæresorte skyer – og byens lys:

    Jeg kan blive træt af andre ting ved stedet hvor jeg bor. Men jeg tror aldrig at jeg bliver træt af min udsigt.

    Og nu hvor det er blevet lyst kan jeg se, at tagene står hvide med rimfrost. Farverne er støvede, næsten som på et sort/hvidt billede.

    Det bliver en smuk dag.


  • Opbygning og forfald

    Mens morgen bliver til dag og det ser ud til at regnen er ved at stilne, sidder jeg og nyder, at jeg kan mærke mine lægmuskler, efter morgens løbetur i regnen. 20 minutter i et stræk, er vi oppe på, her hvor uge 5 er løbet færdig.

    Og mens jeg lige så langsomt er ved at bygge formen op, går naturens gang på mit spisebord.

    Her står den sidste buket fra haven og helt stille og roligt taber den bladene et for et, i et rosafarvet forfald:

    Og når vi når til næste forår, hvor blomsterne igen springer ud, håber jeg at jeg vil tænke tilbage på den dag, hvor jeg syntes at det var stort at løbe 20 minutter i et stræk – og at min form på det tidspunkt er et helt andet sted, så  jeg løber både hurtigere og længere.


  • Tur og retur

    Sådan en tur (retur) til Fyn, med tog ud og bil hjem, var alligevel ikke det allerværste (men det siger jeg ikke til nogen).

    Det var godt at jeg i stillekupeen fik tid og ro til fordybelse i den litteratur, jeg er nødt til at tage med i den synopsis jeg arbejder på – det gav så mange spændende vinkler på den coaching, jeg finder større og større dybde i.

    Og det var skønt at køre igennem den smukke efterårsnatur, hvor selv motorvejene forskønnes når træerne iklædes der gyldne og røde kappe, som står og stråler i den skarpe sol.

    Selv en bid mad på en motorvejstankstation er en nydelse, når udsigten er blåt vand mod storslået bro. Og lettelsen er stor, når man når en anden tankstation og får hældt disel på en tank, der er så tom, at det lille ikon lyser hidsigt i gult og man kører på dampene (i lavere hastighed og med fornuftig kørsel, for at forbrænde mindst muligt).

    Og til glæde for mig selv – om ikke andet – så havde jeg taget fejl af dagene og da jeg sad klar til coache, viste det sig at i dag var i morgen. Og det var jo godt, for jeg havde skyndt mig for at nå det, og pludselig havde jeg tid til både at skrive de kloge tanker ind i min opgave og støvsuge det hjem, der viste sit behov ved at opkaste hårboller i hjørnerne.

    Så nej, det er ikke smart at købe bil på Fyn når man bor i det sjællandske … men godt kan komme af selv det trælse.





De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com